- Opdateret 04/05/2021 kl. 09:35
OVERBLIK: Det siger nøgleaktører om nattens genåbningsplan
Fagforeninger og brancheorganisationer tager godt imod genåbningsaftale - men vil stadig have mere aktivitet.
Natten til tirsdag er regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om en aftale om en yderligere genåbning af Danmark.
Flere af samfundets nøgleaktører tager som udgangspunkt godt imod aftalen - men synes dog også stadig, der mangler noget.
* Dansk Industri, administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen:
Roser som udgangspunkt aftalen, men efterlyser en justering af rejsereglerne.
- Verden vil forhåbentlig snart åbne igen, og det er vigtigt at være forrest i kapløbet om at genetablere eksport og vækst. Derfor skal vi have åbnet grænserne helt for erhvervsrejsende, der skal både ind og ud af Danmark, så vi hurtigst muligt kan indhente det, eksportvirksomhederne har tabt under coronakrisen.
* Horesta, politisk direktør Kirsten Munch:
Er overordnet tilfreds med aftalen, men ønsker at få fjernet flere af restriktionerne - herunder kravene om coronapas - i turisme- og oplevelseserhvervet.
- De hårde restriktioner gør det umuligt for os at få gang i omsætningen igen, og når regeringens eksperter samtidig lægger op til at udfase hjælpepakkerne fra den 1. juli, smider man store dele af erhvervet ud i det fri uden faldskærm.
- Det er urimeligt at forvente eller forlange, at vores medlemsvirksomheder skal kunne overleve på egen hånd, når staten lægger så store begrænsninger på driften.
* Djøf, formand for Djøf Offentlig Sara Vergo:
- Vi er glade for, at aftaleparterne har lyttet til vores nødråb og nu lader de hjemsendte offentligt ansatte indgå i genåbningsplanen for Danmark. Der var akut behov for en melding fra regeringen om, at de hjemsendte medarbejdere i stat, regioner og kommuner ikke er glemt.
* Danmarks Lærerforening, formand Gordon Ørskov Madsen:
- Det er en rigtig god nyhed, at børnene kan komme tilbage i skole. Der venter et stort trivselsarbejde. Den lange nedlukning har haft konsekvenser for mange elever - ikke mindst på det sociale, som vi nu skal have ekstra fokus på at genopbygge.
* HK Privat, næstformand Anja C. Jensen:
- Jeg håber, at virksomhederne vil føre de mange gode erfaringer fra hjemmearbejdet videre. For eksempel muligheden for større fleksibilitet i hverdagen. Og så håber jeg, at man lige vil tænke en ekstra gang over det, inden man bare fylder storrumskontorerne op.
* DGI, formand Charlotte Bach Thomassen:
- Vi er rigtig glade for at voksenidræt nu kommer i gang. Det er godt for både den fysiske, sociale og mentale trivsel, at vi igen kan mødes i de stærke, aktive fællesskaber.
- Samtidig er vi meget positive over for, at aftaleteksten lægger op til, at kravet om at tjekke corona-pas ved indendørs idræt nu skal drøftes i det såkaldte sektorpartnerskab.
/ritzau/