Serier

Indbyggerne i europæiske storbyer gik på gaden i jubel efter ophævelse af udgangsforbud

Lørdag og søndag midnat blev udgangsforbud i hhv. Belgien og Spanien ophævet, og det sendte indbyggerne på gaden.

Corona rammer verden
Der var stor fest, da borgerne i Barcelona fejrede ophævelsen af udgangsforbuddet. Video: AFP

Der var knus, kys, sang, ja, nærmest alt det, som coronapandemien har sat på pause, da borgerne i en række storbyer i Spanien og Belgien lørdag aften gik på gaden for at fejre, at en del af de coronarestriktioner, som de to lande de sidste op mod seks måneder har været pålagt, blev løsnet.

I Spanien har landet siden slutningen af oktober været underlagt nødretstilstand, og det har bl.a. betydet et udgangsforbud mellem kl. 23 om aftenen og kl. 06 om morgenen.

Men da klokken slog midnat søndag, markerede det ophævelsen af nødretstilstanden og dermed også udgangsforbuddet.

Det fik indbyggerne i både Madrid og Barcelona til at strømme ud på gaderne, hvor de med musik, dans og fyldte glas fejrede, at de har fået en lille bid af friheden tilbage.

Madrids borgmester, José Luis Martínez-Almeida, har dog efterfølgende udtrykt sin misbilligelse til de mange festende borgere.

»Frihed betyder ikke, at man kan holde drukfester på gaden, for det er ikke tilladt i Madrid,« lød det fra borgemesteren ifølge The Guardian.

Spanien har siden februar stået i en tredje bølge af coronaepidemien. Tallene har dog den seneste tid været faldende, og det skyldes bl.a., at 13.2 mio. ud af Spaniens i alt 46 mio. indbyggere har fået første stik med en coronavaccine, mens seks mio. har modtaget begge.

I Belgien var det i hovedstaden Bruxelles, at festlighederne lørdag aften tog fart. Også her blev et udgangsforbud ligeledes ophævet - dog ved midnat fredag - mens barer og cafeer fra lørdag morgen kl. 08 igen måtte servere for deres tørstige gæster udendørs.

Som vi kender det herhjemme, skulle de dog lukke for gæster kl- 22, og det sendte mellem 1.000 og 1.500 festglade borgere på gaden. Selvom politiet var massivt til stedet, blev hverken de fortsat gældende regler om forsamlingsforbud på 10 personer udendørs håndhævet og det samme var tilfældet med det gældende krav om mundbind.

»Jeg har ingen intentioner om at blande mig,« sagde borgmester i kommunen Ixelles Christos Doulkeridis lørdag aften ifølge mediet Brussel Times..

»Vi har prøvet det før. Vi kunne have forventet opstandelsen. Alle er glade over at udgangsforbuddet er ophævet,« fastslog han.

Belgien har ligeledes været hårdt ramt af coronaens tredje bølge. Søndag markerede dog en milepæl i landet, idet en million belgiere var færdigvaccineret.

Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.

Læs også