Politik

Biden og Putin har talt om fangeudveksling - Putin åben for »kompromis«

Joe Biden og Vladimir Putin har onsdag holdt topmøde.

De to præsidenter på vej ind til mødet. Foto: Sputnik/Mikhail Metzel/Pool via REUTERS Dagens møde var aldrig på en en-til-en-basis mellem lederne. Der var i stedet en større stab med fra begge sider. Foto: Sputnik/Mikhail Metzel/Pool via REUTERS

Ca. klokken 13.30 onsdag lukkede dørene i Villa La Grande i Geneve bag Ruslands præsident Vladimir Putin og USA’s præsident Joe Biden.

De to satte sig til bordet sammen med en større stab på hver sin side for at diskutere en lang række emner.

Klokken 17.30 gik dørene så op igen, efter de to præsidenter hver især også havde forberedt sig på at møde pressen ved to selvstændige pressemøder.

Joe Bidens første træk var dog ikke et pressemøde, men en tur væk fra stedet igen, efter han straks havde sat sig ind i en pansret limousine.

I stedet gik Vladimir Putin som den første bag podiet for at svare på spørgsmål. Her nåede han vidt omkring, og det blev blandt andet til et spørgsmål om fangeudveksling. Ifølge Putin bragte Biden emnet på banen under deres møde

»Biden tog spørgsmålet om amerikanske fanger i Rusland op. Der kan vi måske finde en form for kompromis. Udenrigsministerierne vil arbejde på at finde en løsning,« lød det fra Putin.

Der blev også åbnet for andre diplomatiske tøbrud under mødet. Et af de mest konkrete var, at de to lande vil sende ambassadører tilbage til hinandens hovedstæder efter længere tid uden ambassadører hvert sted.

De to gik dog ikke så langt, så der blev aftalt nye møder på højeste niveau igen. Putin afslørede i hvert fald, at han i hvert fald ikke har fået nogen invitation til Det Hvide Hus.

Det er første gang, Putin og Biden har mødt hinanden som præsidenter, men de to mødtes faktisk allerede i 2011 med titler som henholdsvis premierminister og vicepræsident.

Dengang blev det rapporteret, at Biden havde kigget Putin i øjnene og sagt, at han ikke så nogen sjæl, hvortil Putin skulle have svaret, at det var godt - så forstod de hinanden.

Den hændelse blev Putin også spurgt til onsdag, og det blev en vej ind til en behersket ros af Biden.

»Jeg er ikke så meget for at tale om at se i øjne og sjæle. Jeg husker heller ikke den episode, men jeg har læst det før,« lød det fra Putin, som fortsatte med at fortælle, hvilket indtryk han fik af Biden:

»Han er professionel. Meget erfaren. Han talte lidt om sin familie - om hvad hans mor engang havde sagt til ham. Det er vigtige ting. Måske ikke relevante, men det handler om hans moralske værdier, som er gode. Og for mig at se så talte vi samme sprog. Men det handlede ikke om, at vi fandt en sjæl i hinandens øjne.«

Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.

BRANCHENYT
Læs også