Serier

WHO: Fattige lande er tvunget til at stoppe vaccinering

88 millioner doser er fordelt til 131 lande i vaccinesamarbejde. Det er alt for lidt, siger WHO.

Corona rammer verden

En stor del af de 80 fattigere lande, der får vaccinedoser gennem det internationale Covax-samarbejde, har ikke nok doser til at fortsætte med at vaccinere deres befolkninger.

Det tvinger dem til at stoppe indsatsen, siger seniorrådgiver i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) Bruce Aylward.

Manglen på vaccinedoser betyder, at de mennesker, der har fået første dosis coronavaccine, bliver nødt til at vente længe, før de kan få dosis nummer to.

- Vi har et stort antal lande, som er blevet nødt til at indstille udrulningen af deres anden vaccinedosis, siger Aylward.

- Hvis jeg husker ret, er det over 30 eller 40 lande, der kunne have fået dosis nummer to af for eksempel AstraZenecas vacciner, men som ikke får det.

Nogle af landene er helt løbet tør for vacciner, tilføjer han.

Manglen på vacciner er til dels forårsaget af forsinkelser i produktionen og i manglende leverancer fra Indien.

De lande, der får vacciner fra WHO’s Covax-samarbejde, ligger i Afrika syd for Sahara, Latinamerika, Mellemøsten og det indiske subkontinent.

Sidstnævnte region omfatter lande som Indien, Nepal og Sri Lanka, der er særligt hårdt ramt, siger Bruce Aylward.

Indiens seruminstitut fremstiller AstraZenecas vacciner og skulle have været den primære leverandør til Covax.

Men Indien har begrænset eksporten for at kunne tage sig af den store stigning i antal smittede og døde, som landet har oplevet.

Også flere lande i Afrika har netop nu en periode med mange smittede og døde som følge af en tredje bølge af pandemien.

I hele Afrika er det kun omkring 1 ud af 100 indbyggere, der er færdigvaccineret, viser tal fra WHO.

Covax-samarbejdet har foreløbig resulteret i, at 88 millioner vaccinedoser er fordelt til 131 lande. Det er langt færre doser end ventet.

USA har lovet at donere 55 millioner doser, hvoraf tre fjerdedele går til Covax. Men det bliver forsinket.

- Vi har fundet ud af, at den største udfordring faktisk ikke er forsyningerne, for vi har masser af doser at dele med verden, men det er en herkulisk logistisk udfordring, siger Det Hvide Hus’ talskvinde Jen Psaki mandag.

Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.

BRANCHENYT
Læs også