DI: Uden skattelettelser taber danske virksomheder kapløbet efter corona
Selskabsskattelettelser og nye fradragsmuligheder skal på regeringens reformdagsorden, lyder det fra Dansk Industri. Erhvervsministeren er villig til at se på forskning og udvikling.
USA, Kina og det øvrige Asien buldrer derudad med økonomisk vækst og investeringslyst i virksomhederne, og derfor har den internationale konkurrence aldrig været hårdere end nu på - forhåbentlig - den anden side af coronakrisen.
Sådan lyder advarslen fra interesseorganisationen DI, der med en ny 10-punkts-investeringsplan byder ind på den omfattende reformdagsorden, som regeringen har varslet efter sommerferien.
Hovedingrediensen er skattelettelser til virksomhederne.
Den dyreste i form af en nedsættelse af selskabsskatten fra 22 pct. til 20 pct. over de næste år. Dertil kommer bl.a. permanentgørelse af et forsknings- og udviklingsfradrag på 130 pct. og bedre muligheder for at fremføre underskud og på den måde spare i skat.
»Der er ikke tale om støtte eller almisser, men om investeringer i fremtiden - i grøn omstilling, digitalisering og automatisering. Det er et spørgsmål om at ligestille danske virksomheder med deres udenlandske konkurrenter, for der er vildt kapløb i gang nu,« siger adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.
I alt foreslår DI erhvervsskattelettelser for op imod 8 mia. kr. Pengene er dog ifølge DI givet godt ud, da der vil være 12 mia. kr. at hente i øget BNP og godt 1.000 nye arbejdspladser.
Skattelettelser til erhvervslivet ligger dog ikke umiddelbart i kortene hos en socialdemokratisk regering, fastslår erhvervsminister Simon Kollerup.
Til gengæld er han lydhør, når det kommer til at gøre det mere attraktivt at investere i forskning og udvikling.
»Jeg er glad for, at vi helt frem til 2022 har et forhøjet fradrag for forsknings- og udviklingsudgifter. Det er der nogle rigtige takter i. Så det er ikke sådan, at vi ligger meget langt fra hinanden på den del, der handler om at bringe forskningen tættere på vores virksomheder,« siger Simon Kollerup.
Hos regeringens parlamentariske grundlag er De Radikale ifølge politisk ordfører Andreas Stenberg grundlæggende positivt stemt over for forslagene fra DI, mens sympatien kan ligge på et meget lille sted hos Enhedslisten.
»Det er det sædvanlige rædselskabinet fra DI. Vi skal tværtimod den anden vej og have virksomhederne til at bidrage mere til fælleskassen. Det er decideret upassende timing, at vi knap nok når at blinke efter vedtagelse af den seneste hjælpepakke med milliarder af kroner til erhvervslivet, før de kommer og vil have skattelettelser,« siger finansordfører Rune Lund (EL).
Venstre er helt på linje med DI.


