Politik

Nyt kapitel: Sådan går det nu for Lars Juhl, der fuckede sit liv op. Læs det nye kapitel her. Vi har låst en del af det op.

Dele af Australien genåbner på nær Delta-ramte Sydney

Staterne Victoria og South Australia har fået smitten så meget under kontrol, at de kan lempe restriktionerne.

Delstaten New South Wales har registreret det højeste antal smittede i år. Nedlukningen af Sydney forventes derfor at blive forlænget senere i denne uge. Foto: Saeed Khan/AFP

Den australske delstat Victoria lemper en del af de restriktioner, der er blevet indført for at holde et nyt udbrud med coronavirus nede.

Det sker, samtidig med at nabostaten New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, har registreret det højeste antal smittede i år.

Nedlukningen af Sydney forventes derfor også at blive forlænget senere i denne uge.

I New South Wales er der det seneste døgn blevet registreret 172 nye smittede, mens der i Victoria er blevet fundet 11 coronatilfælde. Alle tilfældene i Victoria var i karantæne, da de blev testet positive.

Delstaten South Australia, der også har været ramt af den seneste smittebølge i landet, forventes at afslutte nedlukningen onsdag efter en uge.

Det seneste udbrud med den mere smitsomme Delta-variant har udfordret Australiens strategi med at have meget få eller ingen smittede.

Sydney, der ligger i New South Wales, har været lukket ned i mere end en måned, hvor borgere ikke har måttet forlade deres hjem, medmindre det er for at købe dagligvarer og medicin eller gå til lægen.

Det seneste døgn er et velbesøgt indkøbscenter i Sydneys sydvestlige del blevet føjet til listen over coronahotspots.

Det betyder, at enhver, der har været i indkøbscenteret på et hvilket som helst tidspunkt i de seneste ti dage, bliver betragtet som nær kontakt og skal testes og selvisolere i to uger.

Nedlukningen af de mange virksomheder i de australske delstater vurderes at koste den føderale regering omkring 300 millioner dollar om dagen. Det svarer til 1,4 milliarder kroner om dagen.

På trods af det store tilbageslag for økonomien mener den australske finansminister, Josh Frydenberg, ikke, at der er tale om en økonomisk recession endnu.

Australien er indtil videre sluppet skånsomt igennem pandemien ved hjælp af smitteopsporing, hurtige nedlukning og en hård grænselukning. Siden pandemiens begyndelse har Australien registreret omkring 33.000 smittede og 920 coronarelaterede dødsfald.

Der bor over 25 millioner mennesker i landet.

Læs også