»Skrækindjagende« og »Så må vi tage et nyt valg«: Politikerne reagerer på ny klimarapport fra FN
En ny rapport fra FNs klimaråd forudser store klimaforandringer frem mod 2100. Politikerne kalder på handling.
Klart behov for klimahandling.
Sådan lyder konklusionen hos de danske politikere efter, at FNs klimapanel kl. 10 offentliggjorde deres sjette hovedrapport om klimaforandringerne. Rapporten beskriver blandet andet, hvordan en temperaturstigning på 2 grader allerede kan ske i 2040 målt op imod den førindustrielle periode fra 1850-1900, såfremt vi ikke lykkes med at bremse udledningen af CO2.
Det får Alternativet, som i høj grad har slået sig op på at være Danmarks klimaparti, til at kræve handling fremfor tomme ord fra partiets kollegaer på Christiansborg.
»Havene kan stige op til 5 meter! Klodens regeringer handler alt for langsomt – og det får politikerne at vide i tydelige gloser! I Danmark har Alternativet fået gennemtrumfet en af verdens mest ambitiøse klimalove, men vi skal videre«
Sikandar Siddique, der er politisk leder i Frie Grønne - afhopperne fra Alternativet - går endnu længere. Han mener, at der må udskrives folketingsvalg, hvis ikke regeringen begynder at handle.
»Hvis ikke det får regeringen til at handle, må vi tage et nyt valg! Støttepartierne kan ikke blive ved med at holde hånden under regeringen. Grøn regering nu!«
Også hos SF og Radikale Venstre, der begge udgør regeringens støttepartier, er der utålmodighed.
SFs klimaordfører Rasmus Nordqvist laver en direkte kobling til de igangværende forhandlinger om en grøn omstilling af landbruget, som gik i stå før sommer, og som Nordqvist mener, snart skal nå frem til en aftale.
»Landbrugsforhandlingerne i #dkpol gik i stå kort før sommeren nu skal der handles og det konsekvent og ambitiøst.«
Folketingsvalget 2019 blev af mange anset som et klimavalg, hvor unge bragte dagsordenen frem. Et af de ungdomspartier, der var med fremme i kampen for et mål om at reducere drivhusgasserne med 70 pct. i 2030 i forhold til niveauet i 1990, er regeringens ungdomsparti, Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU).
Her kalder formanden, Frederik Vad, rapporten for »skrækindjagende« og tilføjer et »Shit, vi har travlt«.
»Vilde klimanyheder i disse dage. FN-panelets rapport i dag er tankevækkende. Historierne om Golfstrømmen er skrækindjagende. Vi bliver nødt til at sætte turbo på omstillingen herhjemme, og presset på de største lande skal intensiveres. Shit, vi har travlt.«
Hos Enhedslistens Søren Egge Rasmussen savner man også handling fra regeringen. Han melder sig klar til flere møder.
»Hvad vil Socialdemokratiet og regeringen gøre ekstra ved klimaproblemerne? Enhedslisten er klar til mere handling og ekstra møder. «
Mandag formiddag deltog klimaminister Dan Jørgensen (S) sammen med to af hovedforfatterne til rapporten i et pressemøde på Syddansk Universitet om den nye klimarapport.
Her sagde han indledningsvist, at han er »stolt over, at vi har så dygtige forskere og videnskabsfolk i Danmark, der har bidraget med den her rapport.«, inden han om rapporten sagde:
»Der er ikke stor grund til at smile, når man læser rapportens konklusioner. Rapporten giver et tydeligt – og alarmerende – billede af, hvad der er behov for at gøre for klimaet i Danmark. Det er meget alvorlig læsning. Hvis ikke de allerede gør det, så bør alarmklokkerne bimle og bamle hos alle, der har nogen som helst indflydelse på klimapolitikken i Danmark.«
I mandagens udgave af Jyllands-Posten beskriver vi, hvordan man i dagens rapport kan se, at forudsigelserne fra 1990 faktisk har ramt rimelig stik.