Politik

Löfven trækker sig som Sveriges statsminister

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, vil til november trække sig som statsminister og socialdemokratisk formand.

Sveriges statsminister holder Stefan Löfven (S) holder sin sommertale i Åkersberga, Sverige. Foto: Henrik Montgomery / Ritzau Scanpix Sveriges statsminister, den socialdemokratiske Stefan Löfven. Arkivfoto: Janus Engel

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, vil til november trække sig som statsminister og socialdemokratisk formand.

Det meddeler Löfven i en tale.

»I næste års valgkamp bliver Socialdemokraterne ledet af en anden end mig,« siger Stefan Löfven ifølge svenske SVT.

»Jeg har meddelt partiets forretningsudvalg og formanden for nomineringsudvalget, at jeg vil forlade min stilling som partiformand på partikongressen i november. Derfor vil jeg også stoppe som statsminister,« siger han.

Blå bog om Stefan Löfven
  • Født 21. juli 1957 (64 år) i Stockholm.
  • Vokset op hos en plejefamilie i den svenske by Sollefteå.
  • Gift i 2003 med Ulla Löfven. Hun har to børn fra et tidligere ægteskab.
  • 1981: Tillidsmand på fabrikken Hägglund och Söner.
  • 2005-2012: Valgt som formand for metalarbejdernes fagforening, IF Metall.
  • Medlem af Socialdemokraterna som 13-årig. Formand for Socialdemokraterna i 2013.
  • Medlem af Riksdagen og statsminister i 2014. Han har ledet mindretalsregeringer i de to efterfølgende valgperioder.
  • Sidder på en række bestyrelsesposter.
  • Studerede til socialrådgiver, men sprang fra efter halvandet år.
  • Han er uddannet svejser og arbejdede fra 1979 til 1995 på våbenfabrikken Hägglund och Söner i Nordsverige.

Kilder: Socialdemokraterna, TT, Berlingske.

/ritzau/

Den svenske avis Aftonbladet kalder meldingen en ”stor politisk bombe”. Den 64-årige statsminister har ellers været i modvind flere gange på det seneste.

I juli var han snublende tæt på at blive afsat fra posten som statsminister, da han blev afsat af det svenske parlament Riksdagen, inden han igen blev udpeget til at danne en ny regering.

Men nu sætter den svenske statsminister altså punktum for sin karriere efter 10 år ved roret for Socialdemokratiet.

»Denne beslutning er modnet i et stykke tid. Jeg har snart været partiformand i ti år, statsminister i syv,« fortæller Stefan Löfven ifølge SvD.

»Alt har en ende, og jeg ønsker at give min efterfølger de bedste forudsætninger for at tage over,« siger Stefan Löfven.

Stefan Löfven blev udnævnt til statsminister i oktober 2014 efter en valgsejr over siddende statsminister Fredrik Reinfeldt. Fredrik Reinfeldt valgte at forlade sin post som formand for Moderaterna på valgaftenen.

Partikongressen er planlagt til at løbe af stablen 3-7. November i Göteborg., og her skal Socialdemokraterna udpege deres nye formand. Efterfølgende skal formanden godkendes som statsminister af Riksdagen for at kunne overtage for Löfven.

Senere i dag afholder Socialdemokraterne et ekstraordinært partimøde.

Læs også