Statsrevisorerne iværksætter undersøgelse af bankpakkeregnestykke

I en usædvanlig anmodning beder de politiske statsrevisorer nu Rigsrevisionen om at være overdommer på et regnestykke om, hvorvidt staten har tjent eller tabt penge på bankpakkerne under finanskrisen.

Debatten om de kontroversielle bankpakker er nemlig aldrig forstummet. Bankpakkerne bliver fortsat fra særligt rød blok hevet frem som et eksempel på, at bankerne skylder samfundet, mens blå blok argumenterer for, at bankerne har betalt dyrt for hjælpen.

Det er derfor, at de politiske statsrevisorer nu beder Rigsrevisionen om at lave en opgørelse, der tager alle forhold med i regnestykket.

I alt blev det til seks bankpakker fra 2008 til 2013, og siden har bankpakkerne flere gange været til diskussion.

Et bredt politisk flertal kom til at stå bag bankpakkeforligene, der bl.a. lod bankerne låne milliarder af kroner. Blandt Folketingets daværende partier var det kun Enhedslisten, der stod uden for aftalen.

Da bankpakke 1 blev aftalt i oktober 2008, var det i VK-regeringens tid med Lene Espersen (K) som erhvervsminister og Lars Løkke Rasmussen (dengang V) som finansminister. I forlængelse af bankpakke 1 udstedte Nationalbanken en 30 årig statsobligation, der var møntet på at få danske pensionskasser til at sælge udenlandske værdipapirer og i stedet for købe den nye danske statsobligation. Det skulle frigive valuta til de hårdt trængte banker, som risikerede ikke at kunne betale afdrag på udenlandske lån på grund af valutaknaphed og dermed risikerede at stå over krav fra udenlandske kreditorer om indfrielse af den samlede gæld.

Det er renteudgifterne til denne statsobligation, som bl.a. Enhedslisten mener, bør regnes med, når prisen for finanskrisens bankpakker skal regnes sammen - og det er det, som Rigsrevisionen helt konkret skal undersøge.

I 2018 opgjorde Erhvervsministeriet, at staten samlet set endte med at tjene 17 mia. kr. på at kaste redningskranse til store milliardbeløb ud til bankerne, men denne opgørelse tager ikke højde for renteudgifterne til den helt specifikke statsobligation.

Ved at inddrage en undersøgelse af den 30 årige statsobligation fra 2008 håber statsrevisor Frank Aaen (EL), at den økonomiske Danmarkshistorie potentielt kan blive skrevet om.

»Jeg vil gerne udfordre den fortælling, at bankredningerne har været en kæmpe god forretning for staten. Det hele skal med i den opgørelse, og når man tager det 30 årige lån med, forventer jeg, at regnestykket vil falde anderledes ud, så det viser sig, at staten ikke har tjent - men tabt penge på bankredningerne,« siger Frank Aaen.

Jakob Legård Jakobsen, økonomisk direktør i Finans Danmark, forventer dog ikke, at historien om bankredningerne nu skal skrives om:

»Vi bakker fuldt op om at få alle sten vendt i forhold til finanskrisen, men vi forventer ikke, at den undersøgelse som statsrevisorerne sætter i gang, vil ændre på billedet, at staten netto har tjent på bankpakkerne under finanskrisen,« siger han i en skriftlig kommentar til Finans.

Især bankpakke 2 har flere gange været til diskussion. Den ene side hævder, at de grådige banker var ved at køre dansk økonomi i sænk, og at politikerne gav dem i en gave, da de stillede op til 100 mia. kr. til rådighed som lån til sektoren.

Denne fortælling har særligt fået næring efter efteråret 2012, hvor Socialdemokratiets daværende gruppeformand Henrik Sass-Larsen i en DR-dokumentar kaldte bankpakken for »Danmarkshistoriens største røveri«, fordi staten havde lånt penge ud til bankerne uden at sikre sig, at man fik del i en eventuel »upside« i form af stigende aktiekurser for bankerne. I 2012 stod den mangel til at have kostet skatteborgerne 24 mia. kr., lød det i dokumentaren.

Den anden side af sagen peger på de relativt høje renter, som staten tog sig betalt for at låne pengene ud - nemlig i gennemsnit 10 pct. af om året. Det er typisk bankerne selv, der står i spidsen for dette argument, men det er blevet underbygget af regnskaber fra det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet.