Politik

Heunicke: Puklen af udskudte behandlinger kan tage halvandet år at indhente

På onsdagens pressemøde i Beskæftigelsesministeriet varslede sundhedsminister Magnus Heunicke, at sygeplejestrejkens konsekvenser for sundhedsvæsenet kan vare flere år ud i fremtiden.

Ifølge sundhedsministeren kører de planlagte operationer på halv kraft  Foto: Stine Rasmussen

»Situationen på vores sygehuse forværres kraftigt, og vi kan tydeligt mærke konsekvenserne af de mange udsatte operationer«.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke onsdag aften på et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet, hvor han sammen med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard orienterede pressen om at regeringen vil gribe ind i den langvarige sygeplejestrejke ved at lave et lovforslag, som vil afslutte strejken.

Sundhedsvæsenet kan ikke klare, at sygeplejerskekonflikten varer meget længere, lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemødet.

»For hver uge konflikten får lov til at fortsætte, forlænger man puklen af behandlinger med 10 uger. Det påvirker 200.000 patienter.«

Ifølge sundhedsministeren kører de planlagte operationer på halv kraft som følge af manglen på mere end 5000 sygeplejersker, der har strejket siden den 19. juni. Ifølge sundhedsministeriets beregninger kan puklen af udsatte behandlinger komme til at tage op til 1,5 år at indhente.


Læs også