- Artiklen opdateres
USA's angreb var ventet – nu handler det om lufthavnen i Kabul
USA angreb Islamisk Stat i Khorasan sent fredag amerikansk tid. Nu advarer USA om nye terrorangreb mod lufthavnen i Kabul.
WASHINGTON
USA annoncerede sent fredag aften amerikansk tid sit første gengældelsesangreb mod Islamisk Stat Khorasan.
Angrebet sker, efter Islamisk Stat Khorosan ifølge det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, torsdag dræbte over 90 mennesker, herunder flere amerikanske marinesoldater, foran den internationale lufthavn i Kabul.
Med angrebet har det amerikanske militær sat turbo på det modsvar, som USA’s præsident, Joe Biden, allerede torsdag annoncerede i en tale fra Det Hvide Hus.
Islamisk Stat Khorasan – eller IS-K – er en selvproklameret gren af IS, der mestendels opererer i Afghanistan og Pakistan. Den har eksisteret siden 2014, men har siden været i tilbagegang. Ifølge en rapport fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, fra sidste uge gengivet i avisen Wall Street Journal har bevægelsen dog de seneste måneder genvundet kontrol over flere dele af Afghanistan siden USA’s melding om at ville trække alle sine styrker ud af landet.
»IS-K har evnen til at holde Islamisk Stat flydende globalt,« udtalte en efterretningsanalytiker fra Kabul anonymt til avisen allerede i december 2019 og uddybede:
»IS-K er den mest fremtrædende trussel her og nu mod vores moderland (USA, red.) fra denne region,« udtalte han.
De indledende meldinger går på, at vi dræbte målet. Vi har ikke hørt om civile tab.
Derfor er angrebet ifølge avisen New York Times også vigtigt for USA’s præsident, Joe Biden, der lige nu halter i flere målingsmålinger efter en blodig uge i Afghanistan.
Ifølge kaptajn Bill Urban fra det amerikanske militær var der tale om et droneangreb, hvilket signalerer, at USA i hvert fald ikke lige her og nu vil sende flere tropper ind i Afghanistan. I en erklæring sent fredag aften oplyste kaptajnen, at angrebet var rettet mod en »planlægger« fra terrorgruppen.
»De indledende meldinger går på, at vi dræbte målet. Vi har ikke hørt om civile tab,« oplyste kaptajn Bill Urban fra det amerikanske militær sendt fredag aften amerikansk tid.
Advarer om nye terrorangreb
Ifølge meldingerne fandt droneangrebet sted i den såkaldte Nangarhar-provins i den østlige del af landet mod grænsen til Pakistan. Men angrebet betyder ikke umiddelbart, at tingene køler af i det i forvejen stærkt uroplagede Kabul, hvor flere tusinder afghanere ifølge flere medier fredag stadig ventede på at blive evakueret ud.
Således meddelte USA også fredag, at nye terrorangreb i Kabul kan være på vej.
Det oplyste talsmanden for Det Hvide Hus, Jen Psaki, fredag eftermiddag i USA.
»Truslen er stadig igangværende og aktiv. Vores tropper er stadig i fare,« udtalte hun.
Samtidig opfordrede USA’s ambassade i Afghanistan fredag amerikanske borgere til at blive væk fra flere af de porte, der lige nu fungerer som indgangsveje til lufthavnen. Herunder den såkaldte Abbey Gate, der var målet for det seneste blodige bombardement torsdag.
Fredag i Kabul taler flere kilder ifølge New York Times om, at antallet af døde under terrorangrebet torsdag kan være helt op mod 170. Men det er stadig ikke bekræftet. Det samlede tal for døde amerikanske soldater vurderes fortsat at være 13, hvilket gør angrebet til det dødeligste mod amerikanske soldater i Afghanistan siden 2011.
Ifølge flere kilder forsøgte både Taliban og amerikanske soldater fredag at holde folk væk fra lufthavnen, selv om mange altså stadigvæk venter på at komme ud.
Det Hvide Hus oplyser, at 12.500 er blevet evakueret fra Afghanistan de seneste 24 timer trods torsdagens terrorangreb i Kabul. Det er ikke første gang, at USA anvender droner mod Islamisk Stat. Således er flere af gruppens nøglepersoner gennem årene blevet angrebet i nålestiksoperationer med droner, ikke mindst i Syrien, hvor terrorgruppen indtil for få år siden havde oprettet sit selvproklamerede kalifat.
Internt i det amerikanske militær anses dronerne for at være effektive, bl.a. fordi de ikke kræver et stort antal soldater på jorden for at ramme deres mål.
Menneskerettighedsorganisationer har dog kritiseret, at dronerne også rammer uskyldige civile, særligt når de bliver anvendt i tætbefolkede byområder.
Professor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen siger, at det kun var et spørgsmål om tid, før USA rettede et angreb mod Islamisk Stat.
»Det er indlysende, at USA har et akut behov for at vise handlekraft lige nu ved at slå igen mod Islamisk Stat,« pointerer han.
Ifølge New York Times lørdag viser undersøgelser i Kabul, at bombemanden bag angrebet torsdag bar en bombevest på 11 kilo under sit tøj. For at få maksimal effekt udløste han først bomben, mens han blev kropsvisiteret af amerikanske soldater foran den såkaldte Abbey Gate-indgang til Kabuls lufthavn.
Torsdag i sin følelsesladede tale i Det Hvide Hus sagde præsident Joe Biden, at han ville angribe terroristerne og stille dem til regnskab.
»Vi tilgiver ikke. Vi glemmer ikke. Vi vil jagte jer. Og I kommer til at betale,« sagde han og bad samtidig om et øjebliks stilhed for at ære de amerikanske soldater, der var døde under angrebet.
»I er rygraden i USA. I er det fineste, vi har,« sagde han.
Angrebet er derfor formentlig ikke det sidste, vi har set fra USA’s side. Nye mål kan allerede være udpeget, mens USA altså stadig advarer om nye terrorangreb mod lufthavnen i Kabul.
To højtstående medlemmer af Islamisk Stat blev dræbt under droneangrebet. Det oplyste USA’s forsvarsministerium Pentagon lørdag.