Politik

S flipper rundt: Nu vil regeringen alligevel skære i dagpengene til nyuddannede

Socialdemokratiet har pure afvist at sænke den såkaldte dimittendsats til ledige. Nu vil regeringen gøre det alligevel.

Statsminister Mette Frederiksen: Når virkeligheden flytter sig, og når der er stor mangel på arbejdskraft, så »flytter vi os også som parti og regering«. Foto: Ritzau Scanpix »Jeg tror på, at vi kan hjælpe dimittenderne mere intelligent end ved at sænke dagpengesatsen for dimittenderne,« lød det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i folketingssalen i februar 2020. Tirsdag var budskabet et helt andet. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den socialdemokratiske regering flipper i sin politik ift. dagpenge til nyuddannede, der ikke har et job.

Det sker med reformudspillet, ”Danmark kan mere”, som bl.a. betyder, at den såkaldte dimittendsats foreslås sænket til 9.500 kr. pr. måned for nyuddannede under 30 år, der ikke har børn. For dimittender over 30 år uden børn skal beløbet ned på 12.000 kr. om måneden, mener regeringen.

Satsen er i dag på 13.815 kr. om måneden ifølge Beskæftigelsesministeriet.

Regeringen vil samtidig forkorte perioden, som dimittender kan få dagpenge fra to år til et år.

»I dag kan unge gå direkte fra SU og markant op i ydelse fra det ene øjeblik til det andet. Vi spørger os selv, om det er helt rimeligt. Vi mener det ikke. Nyuddannede har lige fået en god uddannelse. Den skal bruges på arbejdsmarkedet, ikke i arbejdsløshedskøen,« siger statsminister Mette Frederiksen.

Det er i lodret modstrid med tidligere meldinger fra regeringen og Socialdemokratiet.

I februar 2020 fastslog beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i folketingssalen, at »det ikke er regeringens holdning, at der skal skæres i dagpengesatsen for dimittender«:

»Regeringen mener ikke, at løsningen er at skære i dagpengene til dimittender og risikere, at unge helt fravælger dagpengesystemet. Der er grundlæggende to måder at løse udfordringen med dimittendledigheden: pisk eller indsats. Jeg tror på, at vi kan hjælpe dimittenderne mere intelligent end ved at sænke dagpengesatsen for dimittenderne,« sagde han.

I 2018 lød en lige så klar afvisning fra Benny Engelbrecht, der var finansordfører dengang, i dag er han transportminister.

»Vi synes, at det er helt forkert. Dimittendsatsen handler om en tømrer såvel som en højtuddannet fra universitetet. Det er et klart nej fra os,« sagde han til Jyllands-Posten.

Så sent som i sidste uge sagde Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav, til Altinget, at »en lavere dimittendsats hører til piskesegmentet«:

»Mange har haft en gældsætningsperiode, mens de tager en uddannelse, og de skal så yderligere presses ved en lavere dimittendsats. Så det er ikke en farbar vej,« sagde han.

Men det er det nu alligevel.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard forsvarer kovendingen med, at de penge, der spares ved at skære i dimittendsatsen, stort set svarer til de ekstra penge, som regeringen vil bruge på at hæve det almindelige dagpengebeløb i de første tre måneder for folk, der har været i a-kasse og arbejde længe.

»Dimittenderne må give lidt for, at langt flere lønmodtagere får en stærkere dagpengedækning,« siger han.

Statsminister Mette Frederiksen tilføjer, at når virkeligheden flytter sig, og når der er stor mangel på arbejdskraft, så »flytter vi os også som parti og regering«.

»Når vi kan se at unge nyuddannede fylder mere og mere i vores dagpengesystem, så er det almindelig sund fornuft at sige til folk, der lige har uddannet sig: skynd jer ud på arbejdsmarkedet.«

Læs også