Politik

DA og FH vil øremærke 11 ugers barsel til far - sådan kan det nye barselssystem se ud

Arbejdsgiverne og lønmodtagernes hovedorganisationer er nået til enighed om et nyt barselssystem, der kan erstatte det nuværende, når et nyt EU-direktiv træder i kraft fra 02. august 2022. Med forslaget øremærkes samlet 11 ugers barsel til forældrene. Forslaget skal nu forhandles på Christiansborg.

Far skal fremover have 11 ugers barsel med barnet. Det mener DA og FH i et nyt forslag, der skal leve op til et nyt EU-direktiv. Arkivfoto: Peter Mydske / Polfoto

Fra 2022 skal EU’s medlemslande sikre begge forældre mindst ni ugers øremærket forældreorlov. Det er konsekvensen af et nyt EU-direktiv. På baggrund af det kommer Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation nu med et fælles forslag til, hvordan et nyt barselssystem bør se ud i Danmark. Forslaget betyder, at manden får sammenlagt 11 ugers øremærket barsel - og ret til sammenlagt 24 uger.

I dag ser barselssystemet således ud:

Mor har ret til fire ugers barsel op til fødslen.

Efter fødslen har mor pligt til at holde to ugers orlov. Far har samtidig ret til at afholde to ugers øremærket fædreorlov lige efter fødslen. Hvis far ikke afholder de to uger – eller kun holder en del af de to uger – vil ubrugte dage bortfalde.

Herefter følger, at mor har ret til 12 ugers barsel.

Tilbage er nu 32 ugers forældreorlov med dagpengeret. De er i udgangspunktet tildelt mor, men kan fordeles forældrene imellem, som den enkelte familie ønsker det.

DA og FH foreslår nu denne model:

Mor har ret til fire ugers barsel før fødslen.

Mor har pligt til at holde to ugers barsel efter fødslen. Far har ret til at holde to ugers øremærket fædreorlov lige efter fødslen. Hvis far ikke vælger at afholde de to ugers fædreorlov lige efter fødslen, bortfalder de.

Herefter følger at mor kan afholde otte ugers barsel, mens far kan afholde otte ugers fædreorlov. De sammenlagt 16 uger kan godt overflyttes mellem forældrene, men de otte ugers fædreorlov skal afholdes inden, barnet fylder 1 år.

Nu følger ni ugers øremærket forældreorlov for hver af forældrene. De sammenlagt 18 uger kan ikke overføres forældrene imellem og ubrugte uger bortfalder altså uanset hvilken forælder, der ikke afholder dem.

Afslutningsvis ligger 10 ugers forældreorlov, der skal afholdes inden barnet fylder ni år. De 10 uger er i udgangspunktet fordelt ligeligt, så hver af forældrene får fem uger, men de kan overføres mellem forældrene, hvis det ønskes.

Skal forhandles på Christiansborg

Forslaget fra arbejdsmarkedets parter skal nu forhandles på Christiansborg. Både beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og Venstres ligestillingsordfører, Fatma Øktem, siger til Berlingske, at de er glade for forslaget, mens Det Konservative Folkeparti mener, at det »minimerer skaderne«.

»Når vi nu er tvunget til at indføre en grad af øremærket barsel, så ønsker vi at gøre det så lidt som muligt. Altså lave det, der hedder en minimumsimplementering,« siger Mette Abildgaard, politisk ordfører i Det Konservative Folkeparti, til Ritzau.

Dermed tegner der sig et klart politisk flertal bag forslaget. Det er dog ikke det samme, som at det vil blive stemt igennem Folketinget uden debat. Således fortæller regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, at de vil gå til forhandlingerne med et ønske om, at der skal øremærkes yderligere tre uger til fædrene, sådan at fædrene i alt har 14 ugers øremærket forældreorlov.

»De er ikke helt i mål, men nu er vi langt om længe færdige med konservative familieforestillinger om, at moderen har en eller anden form for serveret eller et bedre naturgivent forhold til børn, hvilket er, hvad der gennemsyrer de danske regler i dag,« siger Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper, til Berlingske.

Læs også