Politik

Enhedslisten foreslår skattestigninger for de rigeste i nyt udspil

Enhedslisten ønsker blandt andet en millionærskat i et nyt ulighedsudspil, som Mai Villadsen præsenterer.

De rigeste danskere skal etale op mod 70 procent i skat af den sidste tjente krone, hvis det står til Mai Villadsen og Enhedslisten. Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Enhedslisten fremlægger nu et ulighedsudspil, hvor målet ifølge partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, er to ting:

At skabe et mere ”retfærdigt” samfund og at skaffe penge til klima og velfærd.

Det siger hun i et interview med Berlingske.

- Fundamentet for vores samfund skrider. Vi ser nu en situation, hvor nogen lever i sus og dus med alle muligheder, mens andre må vende hver krone. Det er uretfærdigt i et omfang, der kalder på hurtig handling, siger Mai Villadsen til avisen.

Helt konkret foreslår Enhedslisten markante skattestigninger for de rigeste danskere.

Partiet ønsker blandt andet en millionærskat, der lægger fem procentpoint ekstra på skatten for hver tjent million. Der er dog maks tale om 15 procentpoint ekstra.

Man vil altså skulle betale godt 70 procent i skat af den sidste krone, hvis man tjener mere end tre millioner kroner om året, skriver Berlingske.

Partiet vil også hæve beskatningen på aktie- og kapitalindkomst. Således skal den beskattes som almindelig lønindkomst.

For formuer på over tre millioner kroner forslår Enhedslisten også en skat på én procent. Partiet vil også afskaffe muligheden for at trække pensionsindskud fra i topskatten.

Det vil give indtægter for 17,1 milliarder kroner ifølge tal fra Enhedslisten - baseret på svar fra Skatteministeriet.

Pengene vil partiet bruge til blandt andet at komme af med kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og skattelettelser i bunden i form af højere personfradrag for personer med lav- og mellemindkomster.

Overskuddet på knap seks milliarder kroner kan gå til velfærd og klima, mener den politiske ordfører.

Udspillet vil ifølge Villadsen udgøre hendes centrale forhandlingskrav under de igangværende reformforhandlinger.

Ikke overraskende er et andet af regeringens støttepartier, De Radikale, imod Enhedslistens udspil.

- Det vil gøre Danmark fattigere, koste arbejdspladser og skade væksten, siger Andreas Steenberg, finansordfører for De Radikale, til Berlingske.

Både Venstre og Konservative afviser også udspillet fuldstændigt.

Det har ikke været muligt for Berlingske at få en kommentar fra finansminister Nicolai Wammen (S). Han henviser til Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen.

Han er skeptisk i forhold til Enhedslistens plan, men vil ikke afvise noget, før forhandlingerne er i gang.

- Vi er på vej ind i meget vigtige forhandlinger om økonomien de næste ti år. Vi afviser ingen forslag eller nogle partier, siger han.

Finansordføreren kan dog ikke se, hvordan Enhedslisten med sine forslag adresserer udfordringen med mangel på arbejdskraft.

Læs også