Politik

WHO: Klimamål må styrkes for at redde menneskeliv

Forbedret klimabeskyttelse vil have enorme positive effekter på menneskers sundhed og helbred, mener WHO.

Klimaændringer udgør den største trussel mod menneskehedens sundhed, advarer Verdenssundhedsorganisationen WHO i en ny rapport mandag. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters
WHO

Klimaændringer udgør den største trussel mod menneskehedens sundhed.

Sådan advarer Verdenssundhedsorganisationen WHO i en ny rapport mandag.

- Forbrændingen af fossile brændstoffer dræber os, hedder det i rapporten.

Den henviser til forurening, hedebølger, skovbrande og underernæring på grund af forringelser for verdens landbrug.

WHO kommer med ti anbefalinger, som blandt andet kræver bedre livskvalitet i byerne og en bæredygtig landbrugsøkonomi. Også bedre forhold for fodgængere, cyklister og brugere af offentlig transport er på listen.

- Vi må have vedvarende energi, hedder det i rapporten, som kommer forud for klimatopmødet COP26. Det foregår i Skotland i næste måned.

COP26 varer fra 31. oktober til 1. november. Topmødet har ifølge FN det eksplicitte formål at accelerere den politiske handling, der skal sikre, at temperaturstigningerne reduceres.

- Forbedrer man klimabeskyttelsen, vil det have enorme positive effekter på menneskers sundhed og helbred. Desuden kan man spare store summer på at undgå sygdomme, pointerer WHO.

WHO har sendt et åbent brev til verdens ledere på baggrund af rapporten.

Det er underskrevet af omkring 300 organisationer. De repræsenterer mere end to tredjedele af de globale sundhedsarbejdere – i alt 45 millioner mennesker.

De opfordrer verdens ledere til at optrappe kampen mod klimaændringerne.

Ifølge WHO forårsager alene luftforurening omkring syv millioner for tidlige dødsfald årligt. Det svarer til omkring 13 dødsfald hvert minut.

- Derfor må verdens lande handle nu for at redde liv, siger WHO.

Rapporten fastslår, at de rige lande må gå forrest, da de bliver mest berørt af klimaforandringerne.

- Rige lande må derfor give flere penge til klimatilpasning i andre regioner i verden, mener WHO.

Læs også