Politik

Mette Frederiksen om lovhjemmel: Sms'erne vil ikke vise noget

Det er departementschef Barbara Bertelsen, der står bag fremgangsmåden med automatisk sletning af sms'er, forklarede statsminister Mette Frederiksen blandt andet på pressemøde onsdag aften.

Pressemøde i Spejlsalen i statsministeriet med Statsminister Mette Frederiksen og Justitsminister Nick Hækkerup onsdag aften. Foto: Jens Dresling Statsminister Mette Frederiksen under onsdagens første pressemøde. Dagens andet pressemøde - om mink - begyndte klokken 20. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Onsdag aften trådte statsminister Mette Frederiksen frem til mikrofonen på et endnu et pressemøde med afsæt i minksagen.

På årsdagen for hendes beslutning om at aflive alle danske mink var det denne gang ikke smitten eller dyrene, der var i fokus, men i stedet statsministeren ageren i sagen - og hendes telefon.

Frederiksen indledte med at lægge vægt på, at hun »står ved« beslutningen om at aflive alle mink på baggrund af »en klar« vurdering fra Statens Serum Institut. Hun brugte desuden lang tid på at opridse datidens smittesituation og derefter slå helt fast at hun ikke vidste, at der manglede lovhjemmel - hverken da beslutningen blev truffet eller på pressemødet dagen efter.

»Jeg håber, at det lykkes at få de sms’er genskabt. For vil de vise, at jeg vidst noget om lovhjemmel: nej, det vil de ikke,« sagde Mette Frederiksen bagefter.

Derefter fortalte Mette Frederiksen, at det er hendes departementschef Barbara Bertelsen, der rådede hende til at slå automatisk sletning af sms’er til.

Hun fortalte også, at det senest var sommeren 2020, at indstillingen blev slået til på hendes egen telefon.

Statsministeren fortalte videre, at hun fortsat har automatisk sletning slået til, da det ifølge hende er helt i linje med gældende regler og hensyn til sikkerhed gøre sådan. Hun beklagede dog, at der ikke har været nogen ensretning på tværs af ministerier ifht. opbevaring af sms’er.

Til sidst lavede statsministeren denne opsummering, inden hun gav ordet videre til justitsminister Nick Hækkerup:

»Der blev begået fejl i forbindelse med hjemmel. Vi havde intet motiv for ikke at oplyse om manglende hjemmelsgrundlag. Vi har kun en interesse nu: At kommissionen får alt det materiale, den har brug for.«

Selve baggrunden for pressemødet og det aktuelle pres på Mette Frederiksen er, at det i forbindelse med Minkkommissionen er kommet frem, at Mette Frederiksen, hendes departementschef Barbara Bertelsen og to yderligere nøglemedarbejdere automatisk har slettet alle sms’er ældre end 30 dage. Dermed også alle sms’ser fra de dage, hvor regeringen vedtog den konsekvente og lovstridige aflivning af alle mink.

Det er sms’er, som Minkkommissionen ellers har forlangt udleveret for at kunne klarlægge forløbet omkring aflivningen.

Da justitsminister Nick Hækkerup fik taletid onsdag aften var det først og fremmest for at forklare, hvordan regeringen har haft dialog med Minkkommissionen om udlevering af materiale. Hækkerup havde en hel tidslinje med til at understøtte sin hovedpointe: Regeringen har ikke modarbejdet kommissionen.

»Det er kun i regeringens interesse at kaste lys over sagen,« sagde Hækkerup.

Læs også
Top job