Politik

Overblik: Det svarede regeringen på til sms-pressemøde

I den seneste uge har det været svært at få svar fra regeringen i sagen om slettede sms'er i minksagen.

Pressemøde i Spejlsalen i statsministeriet med Statsminister Mette Frederiksen og Justitsminister Nick Hækkerup. Foto: Jens Dresling

Onsdag aften var der pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) for at svare på de spørgsmål, som er dukket op, efter at det kom frem, at Mette Frederiksen og tre andre i toppen af Statsministeriet har indstillet deres telefoner til at slette sms’er efter 30 dage.

Derfor har de ikke kunnet udlevere deres sms’er fra de afgørende dage sidste år, hvor regeringen besluttede at aflive alle danske mink, til Minkkommissionen.

Her er de spørgsmål, de to ministre svarede på onsdag aften:

1.

* Hvornår startede man med at slette sms’er i Statsministeriet?

På pressemødet fortæller Mette Frederiksen, at departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, har slettet sine sms’er efter 30 dage, siden før hun blev ansat i ministeriet, af sikkerhedshensyn.

Hun rådgav også Mette Frederiksen til at gøre det samme.

Statsministeriet kan ikke sige præcist, hvornår Mette Frederiksens telefon blev indstillet til at slette sms’er efter 30 dage. Men det er senest sket i sommeren 2020.

2.

* Hvorfor svarede Statsministeriet ikke på Minkkommissionens anmodning om at genskabe slettede sms’er?

Mette Frederiksen har ikke været involveret i dialogen med Minkkommissionen, sagde hun under pressemødet.

Det er Justitsministeriet, der har haft dialogen med kommissionen.

Men Statsministeriet vil gerne beklage, at det ikke svarede kommissionen.

3.

* Har Statsministeriet journaliseret sms’er?

Statsminister Mette Frederiksen har ikke fundet anledning til at journalisere sms’er hverken i minksagen eller i andre sager.

Sms’er er omfattet af journaliseringspligten, men i følge justitsminister Nick Hækkerup (S) er det sjældent i praksis nødvendigt at slette sms’er.

4.

* Hvorfor involverede man først politiet i at genskabe sms’er efter, at sagen kom frem i medierne?

Ud over de fire personer i Statsministeriet har Justitsministeriets departementschef også slettet sms’er.

Justitsministeriet konkluderede, at det ikke havde mulighed for selv at genskabe sms’er fra departementschefen i Justitsministeriets i september.

Det er et usædvanligt skridt at involvere politiets teknikere. Det mener justitsminister Nick Hækkerup (S).

5.

* Hvorfor gemte man ikke sms’er til brug for Minkkommissionens arbejde?

Allerede i november 2020 var der flertal for at granske det politiske forløb omkring aflivningen af mink.

Nick Hækkerup siger, at Minkkommissionen har bedt om usædvanligt mange sms’er.

Læs også
Top job