Politik

Mette Frederiksen: Stigningen i smitten skyldes en "lille gruppe", der ikke spiller efter reglerne

Stigningen i smitten skyldes en "lille gruppe", der ikke spiller efter de regler man bliver nødt til at følge under en under epidemi, siger Mette Frederiksen med henvisning til de uvaccinerede.

Statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde om coronasituationen. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Stigningen i smitten skyldes en ”lille gruppe”, der ikke spiller efter de regler man bliver nødt til at følge under en under epidemi, siger Mette Frederiksen med henvisning til de uvaccinerede.

- De bærer ansvaret for hele det danske samfund lige nu.

- Vi er et godt samfund, der har fået meget af det liv tilbage, som mange andre lande ikke har.

- Regeringen står side om side med de knap 90 procent, som gør, som man skal. Den sidste gruppe skal ikke ødelægge det for resten, siger Mette Frederiksen på et pressemøde i Statsministeriet på Christiansborg.

Her kom det frem, at regeringen vil ophøje corona til samfundskritisk sygdom igen.

- Udviklingen er bekymrende, siger Mette Frederiksen.

- Epidemikommissionen har indstillet til regeringen, at vi igen kategoriserer corona som en samfundskritisk sygdom og indfører coronapas.

- Den indstilling ønsker regeringen at følge, siger hun.

Mandag steg antallet af indlagte med corona til 303 personer, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er 21 flere end et døgn forinden og det højeste i cirka ni måneder.

Det er mere end en tredobling på en måned af antal indlagte. Det er dog fortsat en del færre, end da antallet nåede sin hidtidige top under epidemien.

4. januar var 964 smittede indlagt med corona på de danske hospitaler.

Corona ophørte fra 10. september med at blive betegnet som en samfundskritisk sygdom.

Det havde den været siden den omfattende nedlukning af samfundet i marts 2020.

Dengang lukkede regeringen landet mere eller mindre helt ned på et pressemøde.

Men i juni i år indgik et bredt flertal i Folketinget en såkaldt genåbningsaftale, som gradvist udfasede alle coronarestriktioner.

En sygdom kategoriseres som samfundskritisk , hvis den er alment farlig, og hvis det medfører eller risikerer at medføre alvorlig forstyrrelse af vigtige samfundsfunktioner, hvis den udbredes.

Det er Folketingets Epidemiudvalg, der beslutter, om en alment farlig sygdom kategoriseres som samfundskritisk.

Udvalget, der mødes tirsdag for at drøfte Epidemikommissionens indstilling, består af 21 medlemmer af Folketinget.

Der må ikke være et flertal i udvalget imod at gøre corona til en samfundskritisk sygdom, hvis det skal ske.

Læs også
Top job