Politik

Langtidsledige? Flere kommuner har snart tømt køen

I en række mindre kommuner er ledigheden i mange a-kasser så lav, at der reelt ikke er flere ledige. Det samme gælder ifølge flere borgmestre også langtidsledige, der kan træde til her og nu.

Jobcentrene har snart endevendt køen af både almindelige ledige og langtidsledige, lyder det fra flere borgmestre, som Finans har talt med. Arkivfoto: Mathias Svold

Fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye opfordrer kommunerne til at se den lave ledighed og manglen på arbejdskraft som en mulighed for at få langtidsledige ud på arbejdsmarkedet.

Vi har en unik mulighed – ja, nærmest en pligt – til at udnytte det økonomiske opsving til at få flere med ind i det arbejdende fællesskab.

Mattias Tesfaye, fungerende beskæftigelsesminister

Det er ifølge Tesfaye nærmest en pligt nu at få flere ind i det arbejdende fællesskab, men der har kommunerne snart allerede været, lyder det fra flere borgmestre i nogle af de kommuner, hvor der er ved at være støvsuget for ledige.

»Med en ledighed på 1,4 pct. i kommunen ligger vi blandt de allerlaveste i landet, og det gælder også langtidsledigheden,« siger borgmester i Skive Peder Christian Kirkegaard (V).

Faktisk er det nu i Skive sådan, forklarer han, at kommunen prioriterer at bruge kræfterne i jobcenteret på de langtidsledige, for nyledige i kommunen finder som regel hurtigt et job igen selv.

»De langtidsledige er der, hvor vi tager virkelig godt fat. De kommer i virksomhedspraktik, og hvis det ikke har kastet et job af sig i løbet af to-tre måneder, så stopper vi aftalen med virksomheden og finder et nyt sted til dem at komme i praktik. For vi vil have dem i job nu,« siger Peder Christian Kirkegaard.

I Vejen er mange af de tilbageværende langtidsledige ifølge borgmester Egon Fræhr (V) plaget af sygdom, der kan gøre det svært at komme tilbage i et job lige nu.

»Når vi ser på de langtidsledige, er der nogle, som har problemer med sundheden, og så er der nok også nogle, som er kræsne; men det er helt klart mit indtryk, at der er flest i gruppen, som har helbredsmæssige problemer,« siger han.

Løsningen i Vejen er ifølge Egon Fræhr at hente flere udlændinge. I forvejen er godt 3.000 af de ansatte på kommunens omkring 20.000 arbejdspladser udlændinge, hvoraf en del pendler fra Tyskland.

Samtidig handler det ifølge ham om at fastholde seniorer og optimere produktionsprocesserne, så produktionen kræver færre hænder.

I Holstebro er mulighederne for her og nu at hente flere i gruppen af langtidsledige også ved at svinde ind, ifølge borgmester H. C. Østerby (S).

»Så mange er der heller ikke tilbage i restgruppen af folk, som kan varetage en arbejdsuge på 37 timer,« siger han.

Manglen på arbejdskraft i kommunen har ifølge H. C. Østerby været svær at forudse, da det er gået rigtigt stærkt for især møbel- og køkkenvirksomhederne i det seneste års tid.

Han glæder sig over, at der nu er kommet motorvej til Holstebro. Det gør det ifølge H. C. Østerby lettere for kommunens virksomheder at tiltrække ansatte med en lidt længere transporttid og ikke mindst at hente akademikere fra Aarhus, hvortil der nu kun er fem kvarters kørsel i bil.

Alligevel mangler virksomhederne i kommunen folk.

Et nyt træk fra kommunen er i samarbejde med det lokale erhvervsliv at garantere alle unge, som går i gang med en erhvervsuddannelse, en praktikplads og efterfølgende jobgaranti.

»Der skal ingen unge mennesker være, som ikke kan komme i gang med en uddannelse, fordi de mangler en elevplads,« siger H. C. Østerby.

Læs også
Top job