Politik

Kendt demokrat udfordrer republikansk guvernør i Texas

Demokrater håber, at ændret demografi i Texas giver partiet en chance i 2022, hvor Beto O'Rourke stiller op.

Beto O'Rourke, der er tidligere medlem af Repræsentanternes Hus og desuden stillede op i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2020, vil gøre et forsøg på at skubbe Texas' republikanske guvernør, Greg Abbott, af pinden ved næste valg i 2022. Foto: Mikala Compton/Reuters

Beto O’Rourke, et tidligere demokratisk kongresmedlem fra Texas, vil gøre et forsøg på at fravriste Republikanerne magten i Texas ved næste års valg i USA.

Han udfordrer Texas’ siddende guvernør, Greg Abbott, meddeler han mandag.

- De, der sidder i betroede stillinger, er holdt op med at lytte til, tjene, være opmærksomme på og stole på befolkningen i Texas, siger O’Rourke i en video.

Han har i det seneste år på at kritisere Greg Abbott for håndteringen af en række kriser i Texas. Især coronapandemien, men også en voldsom vinterstorm i februar, hvor strømmen gik i dagevis i store dele af Texas. Over 200 mennesker døde i kulden.

I videoen kritiserer han den ”ekstremistiske politik”, som Republikanerne ifølge ham fører i Texas. Det gælder blandt andet en meget restriktiv abortpolitik og delstatens love om skydevåben.

Texas er en af USA’s mest konservative delstater, og ingen demokrat har vundet kampen om guvernørposten her siden 1990. Abbott har siddet på posten siden 2015.

Men befolkningssammensætningen i Texas har ændret sig i de seneste år, hvor flere unge er flyttet til de texanske storbyer fra andre dele af USA.

Demokraterne håber, at det kan give dem en fordel og måske gøre Texas til en såkaldt svingstat.

En nylig meningsmåling viste ifølge New York Times, at Beto O’Rourke har næsten lige så stor opbakning blandt de texanske vælgere som Greg Abbott.

Andre målinger har vist, at O’Rourke sakker op mod ni procentpoint bagud.

Den 49-årige politiker har været medlem af Repræsentanternes Hus fra 2013 til 2019.

Han stillede også op som en af de omkring 20 demokrater, der håbede at blive den, der skulle udfordre daværende præsident Donald Trump ved valget i 2020.

Men der var begrænset opbakning til O’Rourke i det brede felt, og det blev som bekendt Joe Biden, der blev valgt som Demokraternes præsidentkandidat.

O’Rourke blev landskendt i USA, da han ved midtvejsvalget i 2018 udfordrede senator Ted Cruz ved senatsvalget i Texas.

Han tabte valget, men var bare få procentpoint fra at slå Cruz, der er en af Republikanernes mere kendte skikkelser.

Læs også
Top job