Politik

Kristian Thulesen Dahl sætter sin formandspost på spil: »Der er ikke noget, der er helligt«

Dansk Folkeparti begynder allerede onsdag en evaluering oven på et valgresultat, der truer med at blive endnu værre end forventet. Partiformand Kristian Thulesen Dahl freder ikke sig selv, siger han nu til Jyllands-Posten.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl betegner det foreløbige valgresultat som »ringere end vi troede muligt«. Han er klar til at diskutere sin egen fremtid som partiformand. Foto: Philip Davali

Dansk Folkepartis valgresultat ser ud til at blive endnu værre, end partiet på forhånd havde forventet.

Det fortæller partiformand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten fra partiets gang på Christiansborg.

Han sætter nu sin egen formandspost på spil, når boet efter valgresultat skal gøres op.

Partiet vil allerede onsdag begynde en evaluering af nederlaget, hvor foreløbige stemmetal peger på, at Dansk Folkeparti kan ende med at blive halveret.

Kommer du til at kigge på din egen rolle som partiformand?

»Ja, det er klart. Vi kommer til at diskutere alt,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Er din rolle som partiformand hellig?

»Nej, der er ikke noget, der er helligt. Når man foretager en evaluering internt i et parti, skal man være villig til at tage en reel evaluering af hele situationen.«

»Vi vidste godt, vi gik tilbage. Det er graden af, hvor meget man går tilbage. Det ser alvorligt ud,« siger Kristian Thulesen Dahl:

»Umiddelbart ser det ud som om, at vi får et valgresultat i dag, som er ringere end det, vi havde håbet.«

Tidligere i dag talte Kristian Thulesen Dahl om, at han håbede på et »tåleligt valgresultat.«

Ifølge ham indebar det, at Dansk Folkeparti er repræsenteret i de »fleste« af landets 98 kommunalbestyrelser.

Ved sidste kommunalvalg gik Dansk Folkeparti også tilbage og fik 8,8 procent af stemmerne.

Læs også
Top job