Politik

Hvad ved vi – og hvad ved vi ikke om omikron-varianten?

Professor emeritus og direktør i Statens Serum Institut forklarer, hvad vi pt. ved om omikron-varianten, og hvad vi mangler svar på.

Det oprindelige coronavirus har fået en ny fætter, der hedder omikron. Men hvad ved vi egentlig om den nye variant af coronavirus?

Virusmutationen blev oprindeligt opdaget i Sydafrika for to uger siden, men allerede nu har den spredt sig til en række lande verden over. Det gælder bl.a. Danmark, USA, Storbritannien og Indien. Omikron er ifølge ECDC’s seneste opgørelse fundet i ca. 50 lande.

I Danmark er fundet 398 tilfælde af omikron-varianten, oplyste Statens Serum Institut tirsdag, efter den blev fundet første gang forrige lørdag.

Eskild Petersen, professor emeritus på Klinisk Institut ved Aarhus Universitet, forklarer, at man endnu ikke er »100 pct. sikker på noget som helst endnu. Men én ting antages for at være næsten skåret i granit.

»Alle data taler for, at den er betydelig mere smitsom end delta-varianten. Man regner med, at en smittet person smitter et sted mellem 3 og 3,5 andre personer. Delta ligger på mellem 2 og 2,5. Det forklarer, hvorfor vi lige pludselig har et eksploderende antal af omikron-smittede personer i Danmark,« siger han.

Han forklarer, at omikron har flere såkaldte aminosyrer på virusoverfladen, der er skiftet ud i forhold til den oprindelige variant. Det kan f.eks. betyde, at virus klistrer bedre fast på overfladen af vores celler, og så vil virus være mere effektiv – altså skal der bruges mindre virus på at smitte en person.

På et pressemøde tirsdag forklarede Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, at vi ikke ved, præcis hvor meget den smitter, men at »alt tyder på, den smitten meget«. Han fortalte endvidere, at man ikke ved, hvor godt vaccinen virker.

»Der er teoretiske grunde til at tro, at vaccinerne og dens antistoffer ikke binder sig helt så godt til omikron-varianten. Vi er i fuld gang med at lave forsøg og kliniske studier, der skal finde ud af, hvad vaccineeffekten er,« bebudede Ullum på pressemødet.

Ifølge Eskild Petersen ved man heller ikke noget om, hvorvidt varianten giver et mildere forløb.

»Enkelte sydafrikanske hospitalers opgørelser antyder, at den kan give et mildere forløb, men man er langt fra sikker. Data er få, men vi kan snart få vores eget her fra Danmark, så meget som den bredes lige nu,« siger han.

Data fra det medicinske forskningsråd og svaret på Statens Serum Institut i Sydafrika antyder, at varianten har en anden aldersgruppering end den originale virus.

»Det betyder, at den er mere tilbøjelige til at smitte yngre folk. Den ene siger under 20 år, den anden under 50 år, men begge er enige om, at yngre borgere smittes mere,« siger Eskild Petersen, men understreger, at man endnu ikke kan konkludere det.

Læs også
Top job