Politik

DF'ere: Støjberg skal indrette sig efter vores politik

15 DF'ere melder sig ind i debatten om, hvorvidt Inger Støjberg skal være partiets næste formand.

Inger Støjberg bliver ofte nævnt som et bud på Dansk Folkepartis næste formand. Foto: Jens Dresling

Hvis Inger Støjberg vælger at melde sig ind i Dansk Folkeparti og stille op som formand, skal hun ikke ændre på partiets politik.

Det understreger 15 DF’ere i et debatindlæg i Avisen Danmark søndag.

De er glade for Støjbergs udlændingepolitik, skriver de. Men med hendes fortid i Venstre er de bekymret for, hvilken holdning hun har til EU, social- og ældrepolitik.

- Kommentatorer har allerede haft travlt med at kloge sig i, hvor Dansk Folkeparti må ændre kurs, hvis Inger skal være medlem eller endda formand for partiet.

- Må vi, der i har kæmpet for partiet i opgang og nedgang og været medlemmer i årtier, slå fast, at det forholder sig modsat, skriver de 15 i indlægget.

Underskriverne tæller blandt andre René Danielsson. Han er kommunalpolitiker på Bornholm for Dansk Folkeparti og fik et godt valg trods partiets generelt dårlige kommunalvalg.

- Debatten kræver noget substans. Man har gjort hele spørgsmålet om formandskabet i Dansk Folkeparti til nærmest et freakshow, uddyber han over for Ritzau.

Han understreger, at Dansk Folkeparti har tre ben - socialpolitik, EU-skepsis og udlændingepolitik.

- Kommentatorer har rigtig travlt med at kun tale Inger Støjberg ind som formand, på trods af, at man kun kender hendes holdning til et af de tre ben, fortsætter René Danielsson.

Sådan vælges ny DF-formand

- Dagen efter kommunalvalget, der blev afholdt 16. november, meddelte formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl, at han ville indkalde partiets hovedbestyrelse til et møde.

På mødet, der blev afholdt d. 20., anmodede han om at indkalde til et ekstraordinært årsmøde, så partiet kan vælge en ny formand.

- Når hovedbestyrelsens formand har fået en anmodning om et ekstraordinært årsmøde, må der maksimalt gå to måneder, før det bliver afholdt.

- Det betyder, at medlemmerne af Dansk Folkeparti skal vælge deres nye formand 23. januar på et ekstraordinært landsmøde.

- 7. januar 2022 er den sidste dag, hvor medlemmer af Dansk Folkeparti kan melde sig som kandidater til formandsposten.

- Formanden i Dansk Folkeparti skal vælges med absolut flertal - altså over halvdelen af de afgivne stemmer.

- Mindst en tredjedel af dem, som kan stemme på årsmødet, skal deltage i en afstemning, før den er gyldig.

Kilder: Ritzau og Dansk Folkepartis vedtægter.

Det var netop det dårlige kommunalvalg, som medvirkede til, at Dansk Folkeparti skal vælge ny formand.

Det dårlige resultat fik Kristian Thulesen Dahl til at meddele, at han ville trække sig som formand.

Den nye formand skal vælges på et ekstraordinært årsmøde 23. januar.

Også Dansk Folkepartis Ungdoms formand, Tobias Weische, er på listen af underskrivere. Han har tidligere talt varmt for, at Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, skulle overtage formandsposten.

Susanne Eilersen er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Fredericia. Hun er medunderskriver på indlægget og vil være glad, hvis Inger Støjberg kan se sig selv i Dansk Folkeparti.

Men hun skal kunne se sig selv i andet end bare udlændingepolitikken.

- Dansk Folkeparti står i en ufattelig krise, og vi skal lige om lidt vælge en ny formand. Det er rigtig vigtigt, at vores medlemmer - som er rigtig frustreret over situationen - får valgt den rigtige, men også, at de vælger en formand på et oplyst grundlag, siger hun.

Susanne Eilersen fremhæver EU-politik som et område, hvor det vigtigt for hende at høre Støjbergs synspunkt.

Den tidligere Venstre-profil Inger Støjberg er blevet nævnt som mulig formandskandidat i Dansk Folkeparti flere gange.

Hun har dog ikke selv sagt noget om, hvordan hendes politiske fremtid skal se ud. Det vil hun først forholde sig til, når Rigsretten har afsagt dom over hende mandag.

Men Inger Støjberg skal orientere sig i retning af Dansk Folkepartis politik, inden hun muligvis melder sig ind, lyder det fra de 15 underskrivere.

- Melder man sig ind i et parti, er det fordi man er enig med det politiske program, ikke fordi partiet skal tilpasse sig det enkelte nytilkomne medlems særstandpunkter.

Læs også
Top job