Alle over 18 år får nu tilbudt et tredje stik
Sundhedsstyrelsen fremrykker booster-vaccination af yngre mennesker, fordi smitten med omikron-varianten er særligt høj i den aldersgruppe
Allerede før julemiddagen fredag kan personer mellem 18 og 39 år få sig det tredje vaccinestik mod corona.
Sundhedsstyrelsen fremrykker nu vaccination af den yngre målgruppe, oplyser styrelsens direktør, Søren Brostrøm, til Jyllands-Posten.
»Årsagen til fremrykningen er, at smitten stiger hastigt, og samtidig har vi fået nye data – dels danske, dels fra Storbritannien og Sydafrika – som tyder på en relativ fin beskyttelse mod omikron efter det tredje stik,« lyder begrundelsen fra Brostrøm, som dog understreger, at der fortsat er tale om foreløbige data.
I den langsigtede plan var aldersgruppen 18-39 år sat til vaccination i slutningen af januar, men vurderingen i Sundhedsstyrelsen er, at der er en gevinst at hente ved at fremrykke planen en måneds tid. Ifølge Søren Brostrøm vil det være muligt at booke en tid på vacciner.dk måske allerede i aften, men i hvert fald fra i morgen ved frokosttid, hvis man vil have det tredje stik inden juleaften.
»Vi kan se, at det tredje stik beskytter – et slag på tasken – med 50 procents effektivitet mod at blive smittet, og når det gælder at blive alvorligt syg, stiger effektiviteten til 75 pct.,« siger Søren Brostrøm, som offentliggør den fremrykkede plan på et pressemøde onsdag kl. 13.
Fremrykningen skyldes ifølge Brostrøm også, at smitten er ekstra høj netop i den yngre aldersgruppe.
»I øjeblikket er ca. halvdelen af de smittede i den aldersgruppe, så det giver god mening at gå i gang med det tredje stik. Og for dem, som endnu ikke er blevet vaccineret, skal der igen lyde en opfordring til at komme i gang. Man kan også som yngre menneske faktisk blive alvorligt syg af omikron-varianten, hvis man slet ikke er beskyttet,« siger direktøren.