Politik

Efter russisk invasion: Politikere vil have hurtigere genåbning af gasfelt i Nordsøen

Russisk naturgas skal erstattes med dansk naturgas fra Tyra-feltet, hvis det står til Konservative og Venstre. Feltet er under udbygning og er »et komplekst projekt« fortæller virksomhed bag.

Artiklens øverste billede
Tyra-platformen i Nordsøen er under ombyggelse. Men muligheden for at fremskynde ombygningen skal undersøges, mener Venstre og Konservative. Foto: Tom Ingvardsen/Mærsk

Det danske naturgas-felt i Nordsøen Tyra-feltet skal genåbnes hurtigere.

Så klar er reaktionen fra Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, efter Ruslands invasion af Ukraine torsdag.

Tyra-feltet har været lukket for ombygning siden september 2019. I mellemtiden er importen af naturgas steget markant i Danmark. Naturgassen importeres fra Tyskland, hvor cirka 40 pct. af gassen kommer fra Rusland. Og den afhængighed skal nedbringes via Tyra-feltet, mener Venstres udenrigsordfører.

»Vi vil have undersøgt muligheden for at åbne Tyra-feltet, så hurtigt som muligt. I den ideelle verden, skal vi ikke have så meget som én dråbe russisk gas,« siger han.

»Jeg vil tage det her op i Udenrigspolitisk Nævn, fordi det her er sikkerhedspolitik for os,« siger Michael Aastrup Jensen, som ved siden af sin rolle som udenrigsordfører i Venstre også er næstformand i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Ifølge Energistyrelsen steg den danske import af naturgas fra 2018, som var det sidste fuldt fungerende år med Tyra-feltet, med 676,5 pct. i 2021 .

Vi er klar til alt, var jeg lige ved at sige. Det her er så alvorligt, og vi skal have vores russiske afhængighedsforhold fjernet

Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører Venstre

Tyra-feltet skulle være genåbnet i 2022, men grundet coronakrisen er åbningen udskudt til 2023. Tyra-feltet er Danmarks største naturgasfelt, og forventes at kunne nå en topproduktion svarende til 60.000 tønder olieækvivalenter per dag. Når feltet er fuldt funktionelt bearbejdes 90 pct. af den danske naturgas gennem feltet. Energiselskabet TotalEnergies, som er ejet af det franske olieselskab Total, har sammen med partnerne i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) investeret 21 mia. kroner i genopbygningen af feltet.

Hvordan processen helt konkret skal fremskyndes, kan Michael Aastrup Jensen dog ikke pege på.

»Vi har ikke fået svar på, hvornår vi kan få Tyra-feltet i gang igen, men hvis det stod til os, så er det så hurtigt som overhovedet muligt. Vi er klar til alt, var jeg lige ved at sige. Det her er så alvorligt, og vi skal have vores russiske afhængighedsforhold fjernet. Derfor er vi villige til at kigge på alle alternativer.«

Hos Konservative er energiordfører Katarina Ammitzbøll åben over for idéen om at undersøge.

»Vi skal have stoppet vores afhængighed. Det viser den her situation med al tydelighed. Tyra-feltet skal være færdig i 2023, men vi mener også, at mulighederne for en fremrykning skal undersøges. Det er selvfølgelig fossilt, men det er det russiske gas selvfølgelig også. Men hvordan det er teknisk muligt at fremrykke, det vil vi også have undersøgt nu,« siger Katarina Ammitzbøll.

Både Venstre og Konservative understreger dog vigtigheden af stadig at sikre den grønne omstilling. Det mener Michael Aastrup Jensen ikke er uforenligt med at ville genoptage naturgas-feltet hurtigere end planlagt.

»Målet skal være det samme, og det er, at vi skal have den grønne omstilling så hurtigt som muligt. Den skal der ikke ændres en tøddel ved, men her og nu, hvor vi er afhængige af den russiske naturgas, der må vi på den ekstremt korte bane være nødsaget til, af sikkerhedsmæssige hensyn, at kigge på kul- og naturgasmuligheder indtil den grønne omstilling er helt klar.«

Hos Socialdemokratiet er energiordfører Anne Paulin mere forbeholden over for, hvor realistisk det er at fremrykke projektet.

»Når Tyra-feltet er færdigrenoveret midt i 2023, forventes Danmark igen at blive nettoeksportør af gas. Jeg har det indtryk, at TotalEnergies arbejder på højtryk for at få feltet færdigrenoveret så hurtigt som muligt, hvilket også kun er i deres egen interesse. Men som jeg forstår det, er det ikke muligt at åbne op for feltet for nuværende, og der er selvfølgelig også grænser for, hvor hurtigt man kan gennemføre et så kompliceret projekt med en i forvejen stram tidsplan,« siger hun i et skriftligt svar til Finans.

I et skriftligt svar fra TotalEnergies fortæller virksomheden, at det stadig er planen at starte feltet op i juni 2023. TotalEnergies fremhæver desuden kompleksiteten i ombygningsarbejdet, der i øjeblikket pågår i Nordsøen.

»Genopbygningen af Tyra-feltet er et globalt mega-puslespil, der styres fra Esbjerg med parallel aktiviteter i den danske Nordsø og på værfter i Italien og Indonesien. Siden 2019 har det komplekse projekt omfattet nedtagning og genanvendelse af de gamle platforme, modificering af eksisterende faciliteter og installation af de nye platforme. På trods af den globale pandemi har TotalEnergies sammen med vores DUC-partnere og EPC-entreprenører sikret fremdrift i den store genopbygning.«

Ved slutningen af 2022 forventes de resterende fem ud af otte nye Tyra-platforme installeret. Det er planen, at Tyra-feltet skal sikre dansk naturgas i 25 år.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.