Ruslands indtægter fra energieksport står til at stige
Som sanktionerne mod Rusland er nu, står den krigsførende nation stadig til massive indtægter - og rekordhøjt overskud - fra eksport af olie og gas.
EU har indført de mest vidtgående økonomiske sanktioner nogensinde, og flere andre vestlige lande har fulgt trop. Alligevel står den russiske økonomi til i løbet af 2022 at indkassere 321 mia. dollars - godt 2.160 mia. kr. - på eksport af energi.
Det skriver det amerikanske finansmedie Bloomberg på baggrund af beregninger foretaget af mediets makroøkonomiske research-afdeling, Bloomberg Economics.
Selvom eksperter i løbet af den seneste måned har spekuleret i, om Rusland risikerer at gå statsbankerot som følge af krigens omkostninger og reaktionerne fra den vestlige verdens politikere såvel som store virksomheder, ser det lige nu ud til, at landets eksport af energiressourcer som olie og gas vil indbringe en tredjedel mere, end det gjorde i 2021.
Dertil kommer, at overskuddet fra salget af energi til udlandet i år meget vel kan nå et rekordhøjt niveau på mere end 1.600 mia. kr., hvad Bloomberg citerer Institute of International Finance for at have regnet sig frem til.
Olie og gas udgør omtrent halvdelen af det, Rusland eksporterer.
»Den største enkeltstående drivkraft bag Ruslands overskud på betalingsbalancen ser fortsat solid ud. Med de nuværende sanktioner på plads ser det ud til, at der fortsat vil ske en betydelig tilstrømning af hård valuta til Rusland,« siger Robin Brooks fra Institute of International Finance i forbindelse med udgivelsen af beregningerne.
På trods af udsigterne til højere indtægter og overskud er Ruslands eksport såvel som produktion af olie begyndt at falde, og det Internationale Energiagentur forudser, at landet i løbet af april risikerer at tabe næsten en fjerdedel af dets kapacitet inden for produktion af råolie.
Rusland meddelte i denne uge, at udenlandske kunder, der fortsat vil handle gas i Rusland, for fremtiden har at betale med den russiske valuta, rublen. Gaskunder skal desuden have konto i en russisk bank, lød beskeden fra russerne videre.
Den russiske rubel har siden krigens udbrud været på noget af rutsjebanetur, men er på det seneste kommet sig i nogen grad.
Før krigen var konverteringsraten mellem rublen og den amerikanske dollar sådan, at der gik omtrent 75 rubler på en dollar. Den steg i begyndelsen af marts så markant, at rublens værdi i forhold til dollaren var næsten halveret, men i dag kan man købe en dollar for knap 86 russiske rubler.



