Iran beslaglægger to græske olietankere
Som tak for sidst beslaglagde Irans flåde fredag to græske olietankere, der befandt sig i Den Persiske Golf.
Fredag landede en helikopter tilhørende Irans flåde på skibet Delta Poseidon, der under græsk flag transporterede råolie i gennem Hormuzstrædet i Den Persiske Golf.
Iranerne overtog styringen med olietankeren og tilbageholdt dens besætning, der tæller mindst to grækere.
Samme dag gentog episoden sig på en anden olietanker, hvor mindst syv græske statsborgere var ombord. Ifølge The Guardian er der tale om skibet Prudent Warrior.
Den iranske aktion er angivelig gengæld for et lignende optrin, der fandt sted i april, da Grækenland efter amerikansk ønske beslaglagde en iransk olietanker ud for den græske kyst.
»Det primære formål er at sende en klar besked til Vesten om, at fremtidige beslaglæggelser af olietankere vil blive mødt med en lignende reaktion,« siger Iran-analytiker Sina Azodi til The New York Times.
Skibets last blev dengang udleveret til USA på grund af amerikanske sanktioner, der forbyder Iran at sælge sin olie, skriver The New York Times.
Grækenlands udenrigsminister, Nikos Dendias, gav sin generalsekretær, Themistoklis Demiris, besked på at tale med den iranske ambassadør i Athen om den »voldelige beslaglæggelse« af de to skibe under græsk flag.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som det græske udenrigsministerium fredag udsendte, hvori ministeriet på det kraftigste fordømmer Irans handlinger, der karakteriseres som værende »svarende til pirateri.«
Themistoklis Demiris bad Iran om at frigive skibene såvel som deres besætninger omgående.
Tilsammen har de to olietankere kapacitet til at bære 1,8 mio. tønder råolie, siger et Iransk nyhedsmedie ifølge The New York Times, og deres laster er nu på iranske hænder.
Nyhedsbureauet Tasnim advarer om, at 17 andre olietankere, der sejler under græsk flag i Den Persiske Golf, kan ende med at blive beslaglagt af Iran, hvis ikke den ene olietanker, Grækenland beslaglagde i april, gives tilbage til Iran.
Grækenlands udenrigsministerium opfordrer nu grækere til at undgå at rejse til Iran.