Sådan klarede JP's læsere quizzen om forsvarsforbeholdet
Her kan du se listen over, hvilke spørgsmål læserne har haft sværest ved at svare på. Særligt tre spørgsmål har voldt problemer.
Hvordan besluttes en militær EU-mission egentlig, og hvor mange lande er med i både EU’s forsvarssamarbejde og Nato?
Godt 11.200 læsere har besvaret Jyllands-Postens quiz om forsvarsforbeholdet i ugerne op til afstemningsdagen, men ikke alle spørgsmål har været lige lette at svare på.
Da Jyllands-Posten onsdag middag kiggede på resultaterne, havde blot 437 – svarende til 4 pct. – svaret rigtigt på alle syv spørgsmål.
Et nærmere blik på resultaterne viser, at særligt tre spørgsmål voldte de quizzende læsere problemer.
Herunder kan du se, hvilke spørgsmål læserne havde sværest og nemmest ved at svare på. Hvis du ikke allerede har testet din viden, eller hvis du vil gøre et nyt forsøg, kan du prøve quizzen, inden du læser videre. Her vil du også få en uddybning af svarene på de syv spørgsmål:
1
Hvor kan Danmark godt være med trods forsvarsforbeholdet?
Spørgsmålet er det, læserne har haft sværest ved at svare på. Flest – 58 pct. – troede, at den korrekte svarmulighed var ”PESCO-samarbejdet”, og næstflest – 22 pct. – valgte svarmuligheden ”Forsvarsagenturet”. Men ingen af delene er korrekt.
Den tredje mulighed, ”Forsvarsfonden”, er det rigtige svar.
2
Hvem beslutter, om en EU-mission skal sættes i gang?
Også på dette spørgsmål svarede flere læsere forkert end rigtigt. Størstedelen – 40 pct. – svarede, at beslutningen lå hos ”Europa-Parlamentet”, mens 22 pct. svarede ”Europa-Komissionen”.
Det rigtige svar er dog ”Ministerrådet”.
3
Hvornår var folkeafstemningen, der indførte forsvarsforbeholdet?
Også på dette spørgsmål svarede flere læsere forkert end rigtigt. Til sammen svarede 54 pct., at det var i ”1991” eller ”1992”.
Det rigtige svar er dog ”1993”.
4
Hvor mange EU-lande står uden for EU’s forsvarssamarbejde?
På dette spørgsmål kendte 65 pct. det rigtige svar: Blot ”1” EU-land står uden for EU’s forsvarssamarbejde. Hhv. 7 pct. og 28 pct. valgte de forkerte svarmuligheder ”10” og ”5”.
5
Hvordan besluttes en militær EU-mission?
På dette spørgsmål valgte hhv. 2 pct. og 33 pct. svarmulighederne ”Et mindretal kan beslutte det” og ”Et flertal kan beslutte det”.
Størstedelen kendte altså godt det rigtige svar: ”Alle lande skal være enige”.
6
Hvor mange lande er både med i EU’s forsvarssamarbejde og Nato?
De forkerte svarmuligheder ”10” og ”15” blev valgt af tilsammen 33 pct. af de quizzende læsere. Resten – 67 pct. – svarede, at ”20” lande er med i både EU’s forsvarssamarbejde og Nato, hvilket er det korrekte svar.
7
Hvad betyder forbeholdet?
Dette spørgsmål klarede læserne bedst. Hele 70 pct. valgte den rigtige svarmulighed: ”Danmark kan godt deltage i civile missioner, men ikke militære EU-missioner”.
Hhv. 9 pct. og 21 pct. valgte de forkerte svarmuligheder ”Danmark kan godt deltage i militære, men ikke civile EU-missioner” og ”Danmark kan hverken deltage i militære eller civile EU-missioner”.