3F vil bytte store bededag med mere udenlandsk arbejdskraft
Der er andre - og bedre - veje til at skaffe råderum og arbejdsudbud, fastslår 3F-formand Henning Overgaard. Han er parat til at se på lempelser for udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU, som del af en løsning.
Formanden for landets største fagforening, 3F-formand Henning Overgaard, er klar til at bløde op på arbejdsgivernes adgang til at hente medarbejdere i lande uden for EU, hvis det kan få regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag af bordet.
Ansæt danske ledige først - og hent dernæst nogle af de godt 13 mio. ledige europæere, har svaret fra bl.a. 3F typisk været, når arbejdsgiverne igennem de senere år igen og igen har råbt på flere udlændinge. Men 3F er parat til at se på adgangen for medarbejdere fra 3. lande med »nye øjne«.
»Vi har allerede inviteret politikerne til at se på udenlandsk arbejdskraft med nye øjne. Hvis beløbsordning eller bureaukrati står i vejen, så lad os se på det,« siger Henning Overgaard.
Han understreger, at udlændingene skal til Danmark på ordentlige vilkår, og at hans tilbud gælder virksomheder med ordnede forhold. En model, som 3F også diskuterede på sin kongres i efteråret.
»Vi skal selvfølgelig ikke hente gode kolleger fra 3. lande hertil, for at de skal misbruges og ligge i slumlejre,« siger Henning Overgaard.
Regeringens lovforslag om afskaffelse af store bededag vil ifølge Finansministeriet udvide arbejdsudbuddet med 8.500 personer og skaffe godt tre mia. kr. til statskassen.
Henning Overgaard erklærer sig rede til at løse udfordringerne – blandt andet ved at se på adgangen for udenlandsk arbejdskraft.
»Regeringens indgreb i vores overenskomster er helt utilstedeligt, og der er kun én løsning. Det er, at regeringen trækker sit lovforslag. Så er jeg med på, at vi som fagbevægelse er forpligtede til at være med til at løse udfordringerne på anden vis, men det har trods alt heller ikke større volumen, end at det ligner noget, som vi ved andre trepartsforhandlinger har været i stand til at finde,« siger Henning Overgaard.
Trods gentagne opfordringer til politikerne om at lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft tror adm. direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, ikke meget på en byttehandel, hvori også mere udenlandsk arbejdskraft indgår.
»Jeg anser det for hypotetisk. Regeringen orienterede onsdag os og Fagbevægelsens Hovedorganisation om, at man var på vej med et lovforslag. Og torsdag kom lovforslaget. Det er, hvad jeg må forholde mig til,« siger han.
Finans forsøger at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

