Biskopper kalder bededagsplaner for uhørt statslig indblanding
Efter møde med minister mener biskopper, at regeringen skal kalde forslag tilbage og gå i dialog med parterne.
Kirkeminister Louise Schack Elholm (V) har fredag været til møde med landets biskopper. Her har biskopperne understreget deres utilfredshed over regeringens forslag om at fjerne store bededag.
I en pressemeddelelse kalder biskopperne blandt andet forslaget for ”uhørt statslig indblanding”. Og i det høringssvar til lovforslaget, som biskopperne har sendt til regeringen, lyder nogle af de samme toner.
- En af folkekirkens væsentlige opgaver er at fastholde staten som sekulær stat. Ved at Regeringen egenhændigt afskaffer en helligdag, er staten reelt pennefører i Alterbogen, og det kan hverken stat eller befolkning være tjent med.
- Det handler her ikke alene om folkekirken, men om forståelsen af hvad en stat er. Det er dybt bekymrende, at staten påtager sig en sådan absolut magt, lyder det.
Grundlæggende mener biskopperne, at forslaget ”kompromitterer det folkekirkelige demokrati og balancen mellem kirke og stat”. Derfor opfordrer de til, at regeringen kalder forslaget tilbage.
I stedet skal regeringen gå i dialog med de relevante parter og ”indgå i den gode danske tradition for samtale”, opfordrer biskopperne.
Fra Louise Schack Elholm lyder der i en kort meddelelse om mødet, at hun har ”respekt for, at biskopperne ikke er enige i regeringens forslag”.
- Ikke desto mindre ønsker regeringen at inddrage folkekirken så godt som muligt i udmøntningen af forslaget.
- Jeg har nu bedt biskopperne om at tænke over, hvilke konsekvenser det skal have for alterbogen, og hvem der skal inddrages i det videre arbejde, lyder det fra ministeren.
Danmarks ti biskopper var fredag eftermiddag indkaldt til møde om regeringens planer om at afskaffe store bededag. Der blev indkaldt til mødet som led regeringens inddragelse af folkekirken i forhold til beslutningen.
/ritzau/