- Opdateret 06/02/2023 kl. 13:30
Over 1.400 er bekræftet døde efter jordskælv i Tyrkiet
I alt er mindst 1.472 personer bekræftet omkommet i Tyrkiet og Syrien efter nattens voldsomme jordskælv.
Mange er døde eller fanget under murbrokker efter et kraftigt jordskælv med en beregnet størrelse på omkring 7,8, der ramte det sydøstlige Tyrkiet og kunne mærkes i Cypern, Libanon og Syrien natten til mandag.
Også flere efterskælv har ramt regionen.
Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der monitorerer jordskælv på verdensplan, oplyser, at skælvet fandt sted klokken 02.17 dansk tid svarende til 04.17 lokal tid - altså mens mange lå og sov.
Jordskælvet har ført til mange sammenstyrtede bygninger. Tyrkiet har erklæret en alarmtilstand på niveau fire, som også udløser en opfordring til det internationale samfund om at komme med hjælp.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dødstallene stiger fortsat i både Tyrkiet og Syrien.
Ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er 912 personer konstateret døde i landet som følge af jordskælvet, skriver Reuters. Derudover er 5383 personer blevet såret, og 2818 bygninger er styrtet sammen.
Det statslige, syriske nyhedsbureau Sana skriver, at 339 personer har mistet livet i de regeringskontrollerede dele af Syrien. Mediet citerer ifølge Reuters landets sundhedsministerium.
Derudover er mindst 221 personer omkommet i områder kontrolleret af oprørsgrupper ifølge organisationen De Hvide Hjelme. De Hvide Hjelme fungerer som en civil redningstjeneste i det krigsramte land.
Dermed har det samlede dødstal i Tyrkiet og Syrien rundet 1400 og er nu på foreløbig 1472.
I flere provinser i Tyrkiet er der mange kollapsede bygninger. Det gælder både Osmaniye-provinsen, Diyarbakir-provinsen og Malatya-provinsen.
Jordskælvet ramte i en dybde af cirka 17,9 kilometer i nærheden af byerne Gaziantep og Osmaniye ifølge USGS. Gaziantep ligger omkring 50 kilometer fra Tyrkiets grænse til Syrien.
Skælvet er et af de mest kraftfulde, som har ramt regionen i mindst et århundrede, skriver AFP. Det rammer et område af Tyrkiet, hvor der bor millioner af flygtninge fra Syrien og andre krigsramte områder.
Billeder fra den tyrkiske tv-kanal TRT viser, at folk er gået ud på snedækkede gader. Det skriver Reuters. De billeder viser også skader på bygninger.
Jordskælvet varede omkring et minut og ødelagde mange vinduer ifølge et Reuters-vidne.
Tyrkiet er en af verdens mest aktive jordskælvszoner.
Skælvet natten til mandag blev efterfulgt af et skælv med en beregnet størrelse på 6,7. Det fandt sted 11 minutter efter det første jordskælv ifølge USGS.
/ritzau/