Fortsæt til indhold

Næste afgørende overenskomstforlig nærmer sig

Dansk Industri og 3F Transport mødes senere i dag i forventning om, at forhandlingerne i aften eller natten til onsdag kan munde ud i det afgørende gennembrudsforlig på normallønsområdet.

Smilet var fremme hos adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl, da overenskomstforhandlingerne på transportområdet blev skudt i gang i januar, mens formand for 3F Transport, Jan Villadsen, havde en mere betænkelig mine. Nu håber forhandlerne at nu nå en aftale måske allerede i aften eller i nat. Foto: Finn Frandsen.
Politik

Det næste store skridt væk fra en storkonflikt og hen imod en fredelig afslutning på overenskomstforhandlingerne for godt 600.000 privatansatte kan blive taget i aften eller natten til onsdag.

Topforhandlerne fra Dansk Industri og 3F Transport mødes senere i eftermiddag for at forhandle uden bagkant i håb om at nå en ny overenskomstaftale. Det erfarer Finans.

Hvis det lykkes at lande en aftale på transportområdet, vil det såkaldte gennembrudsforlig på normallønsområdet være en realitet.

Det betyder, at retningen for lønstigningstakten vil være sat på normallønsområdet, som godt 20 pct. af de privatansatte er ansat under.

»Det klart mest interessante ved et forlig på transportområdet vil være, hvilke lønstigninger der bliver aftalt. Her får vi de faktiske lønstigninger for de mennesker, der arbejder på normallønsområdet,« siger arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen, Københavns Universitet.

Samtidig er det ifølge Christian Lyhne Ibsen afgørende, at forhandlerne på transportområdet rammer rigtigt med hensyn til lønnen og forventningerne til inflation, renter, efterspørgsel og vækst eller recession, da lønudviklingen vil være låst fast.

På normallønsområdet forhandles hele den årlige lønstigningstakt i overenskomstperioden nemlig centralt ved topforhandlernes bord - modsat på det såkaldte minimallønsområde, hvor langt den største del af lønstigningen forhandles lokalt på de enkelte virksomheder.

Forrige weekend indgik Dansk Industri og CO-Industri anført af Dansk Metal og 3F Industri det første og helt afgørende gennembrudsforlig for de godt 230.000 ansatte under industriens overenskomst. Det forlig lægger niveauet for alle andre aftaleområder.

Her aftalte forhandlerne centrale lønstigninger på fire pct. over de næste to år, men da der er tale om en minimallønsoverenskomst vil de centrale fire pct. traditionelt kun udgøre omkring en tredjedel af den fulde lønstigning i overenskomstperioden. De lokale tillidsrepræsentanter ventes således at hive lokale lønstigninger hjem, så den gennemsnitlige lønstigning bliver på 10-12 pct. over to år.

Med et gennembrudsforlig på normallønsområdet vil de centralt aftalte lønstigninger på industriens overenskomst populært sagt blive »oversat« til en fuld årlig lønstigningstakt.

»Det er rigtig vigtigt - ikke bare for de ansatte på normallønsområdet, hvad der bliver aftalt af lønstigninger. Tillidsrepræsentanterne på minimallønsoverenskomster kan også bruge lønstigningerne fra normallønsområdet, når de skal til lønforhandlinger med deres lokale arbejdsgivere, hvor de vil kunne komme og sige, at de i hvert fald vil have, hvad normallønsområdet fik,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Samtidig bød industriforliget på en forhøjelse af den såkaldte frit valgs konto med to pct., så ni pct. af lønnen - mod i dag syv pct. af lønnen - indbetales til en konto, hvor den enkelte medarbejder kan vælge mellem kontant udbetaling, yderligere indbetaling af pension eller køb af flere fridage, hvis medarbejderen har mindre børn eller er tæt på pensionsalderen.

Desuden aftalte industriforhandlerne en ændret fordelingsnøgle for indbetaling til pension, hvor arbejdsgiveren fremover indbetaler 10 pct. og ikke kun 8 pct. til medarbejderens pension, mens medarbejderen selv fremover kun skal indbetale 2 pct. og ikke 4 pct. til pension. Det giver en lønforhøjelse på 2 pct.

De dele samt en overenskomstperiode på to år må man ifølge Christian Lyhne Ibsen forvente, at et transportforlig vil kopiere.

Artiklens emner
Overenskomst
3F Transport