Fortsæt til indhold

Mette Frederiksen efter langt møde med Biden: »Jeg er her ikke for at søge et andet job«

Mette Frederiksen og Joe Biden har nu afsluttet deres møde i Det Hvide Hus. Et spørgsmål gik igen, da statsministeren stillede op til spørgsmål fra en ivrig presse.

Mette Frederiksen svarede på spørgsmål om Nato-rygter efter sit møde med USA præsident mandag. Foto: Jim Lo Scalzo / Ritzau Scanpix.
Politik

Mette Frederiksen havde en god lang snak med Joe Biden i Det Ovale Værelse.

Der var egentligt afsat 45 minutter, da Danmarks statsminister skulle mødes med USA’s præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus, men mødet trak ud over halvanden time.

Og de kom godt omkring.

De talte om krigen i Ukraine, det kommende Nato-topmøde i juli, forholdet til Kina samt, hvordan de to lande kan styrke forholdet til »det globale syd,« fortalte statsministeren til en gruppe journalister efter mødet.

»Vi har diskuteret rigtig, rigtig mange forskellige ting. USA ser en troværdig partner i Danmark,« sagde Mette Frederiksen.

Mødet fandt sted på en dag, hvor rygterne om Mette Frederiksens kandidatur til topposten som Nato’s generalsekretær igen florerede i flere europæiske medier.

Og selv om Mette Frederiksen ikke ville svare på, om Nato-posten var blevet drøftet på mødet, og selvom hun igen og igen understregede, at hun ikke var kandidat, så kom hun med en ny erkendelse, da en journalist fra TV2 pressede på.

Gør det ikke indtryk, at dit navn bliver nævnt igen og igen?

»Det, skal jeg da være ærlig og sige, at det er jeg da glad for. Jeg er da glad for at nyde en international opbakning i forhold til det arbejde jeg udfører på vegne af Danmark. Det gælder i Europa, og det gælder så også hos andre lande. Og ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er det jo godt for Danmark. For en ret vigtig del af det at være statsminister i og for Danmark er jo at repræsentere vores land og gøre vores indflydelse gældende,« sagde hun og tilføjede:

»Der er bred anerkendelse omkring Danmark i de her år. Det er både på grund af vores corona-håndtering, vores udenrigspolitik - ikke mindst vores rolle i forhold til Ukraine - og så er det på grund af den grønne omstilling,« sagde statsministeren og understregede, at hun ikke ville »gå yderligere ind i spekulationerne«.

»Men jeg synes der er grund til at glæde sig over, at der er international opbakning.«

Hun understregede dog:

»Jeg er ikke her i USA for at søge et andet job. Jeg er her for at passe mit job som statsminister.«

En journalist fra Politiken spurgte direkte, om Mette Frederiksen ville sige nej til posten som Natos næste generalsekretær, hvis hun får den tilbudt, hvortil hun svarede:

»Jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt før. Jeg er ikke kandidat, og jeg er glad for at være statsminister i Danmark. Det var jeg før rejsen til USA, og det er jeg også fortsat.«

Samtidig bekræftede statsministeren også, at hun havde mødtes med CIA’s direktør, Williams Burns, tidligere på dagen. Mødet skete efter flere kritiske sager om den danske efterretningstjenestes arbejde. Sagerne har ifølge nogle iagttagere skadet den danske efterretningstjenestes forhold til udenlandske spiontjenester.

Mette Frederiksen havde en anden historie at fortælle efter møderne i Washington D.C.

»Nu siger jeg det bare meget, meget direkte: Der er kæmpe ros til den danske efterretningstjeneste, og beskeden er meget klar: Samarbejdet er tæt, fortroligt og der er ikke en finger at sætte på samarbejdet. Nu er det sagt. Jeg har ikke sagt det på noget tidspunkt i det her forløb, men jeg kan sige det i dag, for nu har jeg været her og talt med vores allierede. Der er ikke en finger at sætte på samarbejdet mellem USA og Danmark,« sagde Mette Frederiksen om mødet med Burns.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Krige og konflikter
Det Hvide Hus