Fakta: Hvem er Hamas-bevægelsen og hvorfor angriber de
Lørdag morgen angreb Hamas-bevægelsen Israel. USA, EU og Israel betegner gruppen som en terrororganisation.
/ritzau/
Hamas-bevægelsen har tidligt lørdag morgen angrebet Israel. Ifølge bevægelsen selv med 5.000 missiler.
Læs her, hvem Hamas-bevægelsen er, og hvorfor den angriber.
- Hamas-bevægelsen blev dannet i 1987 under den palæstinensiske opstand mod Israel. Bevægelsen kæmper mod det, den ser som samfundets drejning mod Vesten og væk fra Islam.
- Oprindeligt ønskede gruppen en tilbagevenden til et rent islamisk samfund, hvor hovedfjenden er staten Israel. Gruppen ønsker Israels magt over og besættelse af ”Palæstina” fjernet.
- Hovedsageligt kommer Hamas’ medlemmer fra Gazas flygtningelejre og blandt personer, der er blevet fortrængt af Israels besættelser.
- Siden 2007 har Hamas og andre militante grupper udkæmpet adskillige krige med Israel.
- I 2017 blev Hamas’ formulerede målsætning ændret til en mulighed for etablering af en midlertidig palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza-striben inden for grænserne fra før krigen i 1967.
- Det vil dog kræve en ”befrielse af hele Palæstina”. Derfor vil Hamas føre krig mod ”zionismen”, som den holder ansvarlig for ”besættelsen”.
- Zionismen er den politiske bestræbelse på at sikre jødernes tilbagevenden til det, jøderne betragter som Det Hellige Land.
- Hamas havde tidligere formelle bånd til Det Muslimske Broderskab, men gruppens ledere siger nu, at de bånd er blevet afbrudt.
- Både USA, EU og Israel betegner Hamas som en terrororganisation.
Kilder: NTB og Kristeligt Dagblad.


