Analyse: Længe har de været bekymrede, og nu opfordrer flere demokrater Biden til at droppe genvalg
Præsident Joe Biden opfordres af stærkt bekymrede demokrater til at opgive genvalg ved næste års præsidentvalg og at overlade stafetten til en yngre partifælle. Og der er mere end én forklaring.
Længe har det været en stor bekymring blandt demokrater – altså om præsident Joe Biden virkelig kan generobre Det Hvide Hus ved præsidentvalget i 2024 i en alder af næsten 82 år.
Frygten for fiasko i den sandsynlige omkamp mod Donald Trump er med ét taget så voldsomt til, at det på opsigtsvækkende vis har fået demokratiske topfolk til offentligt at opfordre ham til at droppe sit forsøg og at overlade stafetten til en anden og yngre partifælle. Men det handler ikke kun om Bidens alder.


