Danmarks seks største byer går til regeringen med milliardbesparelse
Nu peger landets seks største kommuner i et fælles udspil til regeringen på besparelser på en milliard kroner.
Ifølge regeringsgrundlaget skal der spares tre milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen i landets 98 kommuner.
Nu kommer Danmarks seks største byer uden om Kommunernes Landsforening med et fælles bud på, hvor de mener, der kan spares en milliard kroner.
Det skriver de seks kommuner i en fælles pressemeddelelse. I København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers, har man altså en fælles forståelse om, at der kan spares penge.
- Helt grundlæggende er jeg enig i, at der er behov for at forenkle beskæftigelsessystemet, og at det kan gøres mere effektivt, siger Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune i pressemeddelelsen.
Så nok trænger beskæftigelsessystemet til en forenkling, lyder meldingen.
Men de seks byer vurderer ikke, at der kan laves besparelser i det omfang, som regeringen ønsker, uden at det vil få betydning for servicen for både borgere og virksomheder.
- De ting, vi peger på, er noget, vi mener, er helt og aldeles overflødige, eller noget hvor der er en meget lille effekt, siger Jens-Kristian Lütken til Ritzau.
Et af de punkter, de seks byer peger på, er at ophæve kravene til omfanget af samtaler og tilbud til ledige. Her menes der at kunne findes en besparelse på cirka 220 millioner kroner.
De seks kommuner mener også, at kommunerne fortsat skal spille en væsentlig og afgørende rolle i beskæftigelsesindsatsen.
Jens-Kristian Lütken peger på, at hvis der derimod skal findes tre milliarder, skal man gå væsentligt hårdere til værks.
Så er det nogle mere grundliggende ting, der skal justeres. For eksempel hvor længe ledige skal være i en a-kasse eksempelvis.
- Hvis man skal finde flere besparelser, skal man nok gentænke rammerne væsentligt anderledes end det, som vi kender i dag, siger han.
Jens-Kristian Lütken mener, at regeringen har skabt usikkerhed ved at melde ud, at jobcentrene skal lukkes, og at der skal spares tre milliarder kroner.
- Det gør de uden at være konkrete i forhold til, hvad der skal ændres, fortsætter siger han.


