Fortsæt til indhold

Her er manden, som siden fredag aften har været på manges læber

En forkærlighed for motorcykler førte ultimativt til et kontroversielt forhold og et brud med Moderaterne for Mike Villa Fonseca.

Mike Villa Fonseca sygemeldte sig fredag fra Folketinget, men oplyste, at han agter at vende tilbage til Christiansborg som løsgænger. Arkivfoto: Jens Dresling
Politik

Bemærk: Denne artikel er første gang publiceret i november 2023.

Det begyndte efter sigende som et rygte, som udenrigsminister og formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen tilfældigvis fik nys om i begyndelsen af sidste uge.

Et rygte om et medlem af partiet, som havde indledt et kæresteforhold til en 15-årig pige. Fredag aften blev rygtet bekræftet, og Mike Villa Fonseca, tidligere kultur- og indenrigsordfører i Moderaterne, blev smidt ud af partiet, har sygemeldt sig og agter at vende tilbage til Folketinget som løsgænger.

Men hvem er manden, som de seneste dage har trukket overskrifter i både ind- og udland?

25. oktober 2022, mens valgkampen gik ind i sin afslutning, så han ud til være en bagatel i landspolitik. En af de politikere, som nok havde et velkendt ansigt i lokalkredsen i Køge, hvor han er opvokset og stadig bor, men den gængse dansker ville nok allermest hæfte sig ved hans eksotiske efternavn.

Ikke desto mindre blev Mike Villa Fonseca én af de tre kandidater fra Moderaterne i Sjællands Storkreds, heriblandt Lars Løkke Rasmussen, som blev stemt ind i Folketinget.

En overraskende indtræden i dansk politik – af flere årsager. For det første havde Mike Villa Fonseca aldrig før stillet op i politik. Og for det andet satte blot 505 danskere kryds ud for hans navn, og han blev dermed det navn i Folketinget med tredjefærrest personlige stemmer efter valget.

Med sin baggrund som uddannet sygeplejerske og frivillig brandmand ved Køge Brandvæsen fortalte i Fonseca i en præsentationsvideo på sin hjemmeside, at han havde erfaring fra det virkelige liv og ville kæmpe for velfærden i Danmark – uden dog at nævne, hvad han ønskede at ændre på.

En overskyggende sag

Så langt, så godt. Men Mike Villa Fonsecas overraskende indtog i dansk politik blev ifølge ham selv også hurtigt overskygget af sagen om Jon Stephensen.

Den 63-årige mand havde skrevet en lidt for lummer besked til en 19-årig pige, hvilket tog fokus fra partiets politiske linje, mente Fonseca.

»Det skygger for al den politik, vi laver. Både for Moderaterne og for regeringen,« sagde han dengang til TV 2.

Nu er han altså selv hovedperson i en sag, der trækker fokus væk fra partiets politik.

Faktisk har sagen allerede trukket overskrifter overalt i Norden. Norske VG, Dagbladet, TV 2 Norge og svenske Expressen og Dagens Nyheter kørte alle overskrift på Fonseca-sagen.

Interessen for motorcykler

Udover at være uddannet sygeplejerske og deltidsbrandmand har Mike Villa Fonseca også en forkærlighed for motorcykler og købte i 2020 en Honda CBR 600.

Og gennem interessen for motorcykler spirede også et venskab med hans nuværende svigerfar.

Til Ekstra Bladet fortæller forældrene til Fonsecas 15-årige kæreste, at politikeren er kommet i huset i fem år, inden han for omkring fem måneder siden fortalte forældrene, at han og datteren var »blevet glade for hinanden«.

»Vi tænkte ”arg, lad os nu lige se”. Men de mente det begge to. Vi har tillid til hende og Mike. Hvis vi havde spærret hende inde og forbudt hende det her, så havde hun nok gjort det alligevel, og så var tillidsbåndet fuldstændig brudt. Derfor er vi glade for, at de kom til os,« siger forældrene til Ekstra Bladet, der af hensyn til datteren har anonymiseret både hende og hendes forældre.

Senere fik Lars Løkke Rasmussen nys om forholdet, hvilket ultimativt førte til, at Mike Villa Fonseca blev smidt ud af Moderaterne.

»I fagtermer kaldes det grooming«

Partiets politiske ordfører, Monica Rubin, gik i et Facebook-opslag hårdt til sin kollega og sammenlignede Fonsecas forhold med grooming.

»I fagtermer kaldes det grooming.«

Jyllands-Posten fik søndag bekræftet fra Midt- og Vestsjællands Politi, at man har modtaget en politianmeldelse af Mike Fonseca. Med de oplysninger, der er fremme om sagen lige nu, tyder intet dog på, at forholdet er ulovligt.

Fonseca sygemeldte sig fredag fra Folketinget, men oplyste, han agter at vende tilbage til Christiansborg som løsgænger.

Mike Villa Fonseca tager samtidig sit mandat med sig, når han forlader partiet, og hvis han ikke støtter op om regeringen eller melder sig ind i enten Socialdemokratiet eller Venstre – som ikke ønsker at have ham i deres rækker – så ændrer det på den politiske virkelighed.

Med den nuværende mandatfordeling har regeringspartierne 88 mandater – når man ikke tæller de nordatlantiske mandater med. Det er lige nøjagtigt nok til at have et indenrigspolitisk flertal. Men de 88 kan altså blive til 87, når Mike Villa Fonseca vender tilbage som løsgænger. Mandag er det dog kommet frem, at regeringen har lavet en aftale med løsgænger Jon Stephensen om, at han stemmer sammen med regeringen »i de fleste ting«. Dermed synes den parlamentariske situation mindre kritisk for regeringen.

En regering i Danmark behøver ikke have et flertal bag sig for at kunne regere, men må bare ikke have et flertal imod sig.

Få dansk politik i ørerne med podcasten ”Under Gulvtæppet”, som hver uge tager temperaturen på de store dagsordener. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Moderaterne