Fortsæt til indhold

Danmark vil gå med i den offensive koalition, som bomber Houthi-bevægelsen

Regeringen vil følge USA's ønske om at Danmark bliver en del af koalitionen, der bekæmper Yemens Houthi-oprørere.

Houthi-oprørere under en march i Yemens hovedstad Sanaa, som er under houthiernes kontrol. Foto: Khaled Abdullah / Reuters
Politik
Artiklen opdateres

Folketinget vil tilslutte sig koalitionen af seks lande, som står bag bombeangreb mod Yemens houthier, som angriber internationale fragtskibe.

Det står klart, efter regeringen torsdag har orienteret Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om planerne.

Konkret ønsker regeringen, at Danmark bliver en del af den offensive koaliton, som bekæmper Houthi-bevægelsen, der igen angriber civile handesskibe i Det Røde Hav.

Ikke med kampfly og våben, men med en stabsofficer, der skal sendes til koalitionens hovedkvarter i Bahrain i op til tre måneder.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afviser, at bidraget kun er symbolsk:

»Det gør en meget stor forskel, at Danmark nu engagerer sig. Det er et vigtigt politisk bidrag,« siger han.

Regeringen har valgt at imødekomme et ønske fra amerikanerne om at gå med i koalitionen, tilføjer han.

Næste skridt er, at regeringen fremsætte et beslutningsforslag til behandling i Folketinget i næste uge.

Løkke understreger, at hverken USA eller Storbritannien mangler militære kapaciteter til at bekæmpe houthierne. Den danske beslutnig om at gå med i koalitionen er derfor mere en politisk opbakning.

Som forsvarsminister Troels Lund Poulsen formulerer det:

»Det er ikke den stabsofficer, der kommer til at gøre forskellen.«

I forvejen har regeringen planer om at sende en dansk fregat til Det Røde Hav, men den skal som udgangspunkt kun deltage i defensive operationer - altså beskytte handelsskibe mod angreb.

Danmark har allerede tre stabsofficerer udsendt til hovedkvarteret i Bahrain for at fremme sikkerheden for skibsfarten.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.