Kammeradvokaten er sat på sagen for at holde Nordic Waste ansvarlig
Jordskreddet hos Nordic Waste skal nu undersøges i to spor af statens advokat for at se, om der kan kradses penge ud af virksomheden.
Statens advokat, Kammeradvokaten, er blevet sat til at undersøge, hvordan den konkursramte virksomhed Nordic Waste kan holdes økonomisk ansvarlig for miljøskandalen, hvor en gigantisk vold af forurenet jord skrider nær den lille landsby Ølst syd for Randers.
Det oplyser regeringen på et pressemøde om sagen fredag.
Blandt andet er Kammeradvokaten nu ved at undersøge, om Nordic Wastes ejerkreds eller andre personer eller virksomheder i- eller omkring virksomheden, kan stilles strafferetligt til ansvar, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Derudover undersøges det, om staten kan gøre et oprydningsansvar eller et erstatningsansvar gældende over for samme kreds.
»Det drejer sig om at undersøge, hvilke andre virksomheder – ud over Nordic Waste – der er i området, som eventuelt kan drages til ansvar,« siger Heunicke.
Kammeradvokaten er statens faste advokat. Mere specifikt er der tale om advokatfirmaet Poul Schmith.
I forvejen er kurator ved at opgøre konkursboet efter Nordic Waste, og ifølge Magnus Heunicke er det for tidligt at konkludere, om virksomheden kan holdes økonomisk ansvarlig. Dog er det »helt naturligt«, at staten sikrer sig, at alle juridiske muligheder bliver undersøgt til bunds, siger han.
Partier vil stramme lovgivning
Forud for pressemødet havde Folketingets partier været til møde i Erhvervsministeriet for at få orientering om myndighedernes arbejde med at rydde op efter- og inddæmme jordskreddet. Her fik ordførerne også lejlighed til at stille spørgsmål om sagen.
Flere partier mødte op med forskellige ønsker til stramninger af lovgivning på området for at forhindre lignende skandaler i fremtiden, men regeringen har ikke taget stilling til eventuelle lovændringer endnu.
»Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan,« siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Enhedslisten foreslår for eksempel at indføre et lovkrav om, at miljøvirksomheder skal indbetale penge til en obligatorisk brancheforsikring.
SF vil have, at virksomheder, der håndterer miljøfarligt materiale, på forhånd skal stille med økonomisk sikkerhed, så de er klar til at håndtere sager a la jordskreddet ved Ølst, skriver DR.
Men ifølge De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul, er det »useriøst« og alt for tidligt at tale om lovændringer på baggrund af den konkrete sag fra Randers. Det sagde hun tidligere fredag til TV 2 News.
Milliardær står for skud
Ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) begyndte jordskreddet allerede i 2021, og det var fremskredent i foråret 2023.
Randers Kommune har været tilsynsmyndighed under hele forløbet, men det var først i december sidste år, at krisens omfang for alvor gik op for offentligheden. Siden har lastbiler dagligt kørt jord væk fra grunden for at redde Ølst fra at blive dækket til.
Rådgivningsfirmaet Cowi vurderer i en rapport, at 3 mio. kubikmeter jord er i bevægelse, hvoraf 2,5 mio. kubikmeter er forurenet jord. Den samlede regning for at fjerne jorden kan i værste fald løbe op i 2,2 mia. kr., estimerer Cowi i rapporten.
Nordic Waste er under konkurs og har frasagt sig det økonomiske ansvar for oprydningen, hvilket har fået kritikken til at hagle ned over virksomheden.
Blandt andre har en stribe S-ministre med statsminister Mette Frederiksen i spidsen langet særdeles hårdt ud efter Nordic Wastes ejerkreds, som er blevet anklaget for at udvise mangel på samfundsansvar. Særligt hovedaktionær og mangemilliardær Torben Østergaard-Nielsen har personligt stået for skud.



