EU vil købe våben til Ukraine for Putins indefrosne milliarder
Det vil være en glædelig »triumf«, hvis Rusland selv skal betale for våben til ukrainske soldater og genopbygning af sønderbombede skoler og veje, fastslog statsminister Mette Frederiksen (S) under EU-topmøde. Hun kalder det markante skridt mod Rusland for »værdipolitik«.
Med en kontroversiel og udspekuleret plan vil EU sikre, at Vladimir Putin fremover selv kommer til at betale milliarder i militær støtte til de ukrainske styrker, som desperat mangler våben og ammunition i den mere end to år lange forsvarskamp mod de russiske invasionsstyrker.
Sagen handler om det gigantiske russiske milliardbeløb, som EU som en del af sanktionerne mod Rusland indefrøs allerede i 2022 efter den russiske invasion.

