Valgdeltagelse i Frankrig er det højeste ved middagstid siden 1981
Søndag klokken 12 havde hver fjerde franske vælger afgivet deres stemme ved parlamentsvalgets første runde.
Ved middagstid søndag havde 25,9 procent af vælgerne afgivet deres stemme til parlamentsvalget i Frankrig.
Det oplyser Frankrigs indenrigsministerium ifølge avisen Le Parisien.
Det er den højeste valgdeltagelse i de første timer af et fransk parlamentsvalg siden 1981, skriver avisen.
Dengang havde 27,60 procent stemt klokken 12.
Til sammenligning havde 18,43 procent af de stemmeberettigede afgivet deres stemme klokken 12, da der senest var parlamentsvalg i Frankrig i 2022.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, udskrev valg, da det stod klart efter EU-parlamentsvalget 9. juni, at hans alliance ville gå markant tilbage.
I Frankrig er der flertalsvalg i enkeltmandskredse, og de franske parlamentsvalg forløber over to runder.
Søndag afholdes første runde. Her skal vælgerne i hver kreds først vælge mellem alle partiernes kandidater.
Hvis ingen i en given kreds opnår mindst halvdelen af alle stemmer, skal vælgerne stemme igen ugen efter i den pågældende kreds.
Her reduceres kandidatfeltet oftest til de to kandidater, der fik flest stemmer i første runde.



