Kamala Harris kan være lidt for alle hos Demokraterne
Både det amerikanske højre og dele af venstrefløjen skyder med skarpt mod Kamala Harris, men hendes noget uldne politiske profil kan måske komme hende til gode.
Hun er en venstreorienteret overbudspolitiker, som vil brandbeskatte middelklassen, forbyde de private forsikringer, der udgør rygraden i USA’s sundhedssystem, påtvinge amerikanerne en kostbar grøn omstilling og åbne grænserne på vid gab, mens hun uophørligt prædiker frelste budskaber om positiv særbehandling for kvinder og minoriteter.
Sådan fremstår Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, Kamala Harris, i hvert fald i den kampagne, Republikanerne skyndsomt har løbet i gang forud for valget i november.


