Trods opioidjunkier og hensygnende industri præges det fattige rustbælte af stolthed og ny optimisme

Fra de brusende Niagara-vandfald ved Buffalo i nord til West Virginias skovbeklædte bjerge i øst. Fra Kentuckys rullende bakker i syd til Minnesotas åbne vidder i vest. Her finder man Rustbæltet: en både kulturel og geografisk betegnelse for et område, opstået som følge af 1800-tallets politiske initiativer, der forbandt Midtvestens jernminer med Appalachernes kulminer og dermed muliggjorde et af verdenshistoriens største industribooms.

Overalt poppede fabrikker op, der producerede alt fra snørebånd til biler – vigtigst af alt var dog stål. Området udviklede sig til USA’s industrielle hjerte og drev med torden, gnister og hammerslag den udvikling, hvormed landet bemægtigede sig verdens absolutte førerposition.

Samtidig er området hjemsted for en forfaldsfortælling, skildret i film og sange: Mark Knopfler, forsanger for Dire Straits, skrev i 1980’erne – på turné igennem området – et 14-minutter langt lyrisk tonedigt, ”Telegraph Road”:

“I don’t want to see it again – from all of these signs saying sorry but we’re closed – all the way down the Telegraph Road.”

I 1980’erne resulterede øget konkurrence og stigende oliepriser i en økonomisk krise, der lukkede virksomheder og fabrikker på stribe. Det førte til armod og arbejdsløshed, og området er i dag præget af stofmisbrug og høj kriminalitet. Rustne stålværker – kilden til områdets navn – tårner som hjemsøgte skeletter op, hvor end man kører hen.

Rustbæltet er pga. USA’s valgsystem også den vigtigste politiske kampplads i landet. Området består af svingstater befolket af vælgere omkring den ideologiske midte, der er nødvendige at overtale, hvis man vil vinde valg i USA.

Derfor er det altafgørende for præsidentkandidater, herunder også Donald Trump og Kamala Harris, at kunne tilbyde nye drømme og visioner for områdets vælgere. Trump lovede for år tilbage genåbning af kulminer i USA’s mest forarmede områder, West Virginia og Kentucky. Et løfte, som USA’s 45. præsident ikke holdt, og som vælgerne straffede ham for ved præsidentvalget i 2020.

The Inflation Reduction Act fra 2022, der udover at reducere inflation også har til formål at genopbygge USA’s smuldrende infrastruktur, er Joe Bidens og demokraternes mesterstykke, og Rustbæltet er en vigtig brik. For det er netop her, at beslutningstagerne i Washington D.C. giver store økonomiske incitamenter for at bringe kritisk industri – specielt inden for mikrochips – tilbage til USA.

Det er dog et område, som få turister lægger vejen forbi, og som USA’s storbyelite – når vi taler med dem – beskriver som en glemt, konservativ, fattig og indesluttet del af USA.

Rustbæltet set udefra

Det bliver vi mindet om i Washington D.C., hvor vores rejse begynder. I Adams Morgan, et nabolag i den amerikanske hovedstad, slår vi os ned på en bar til tonerne af Chuck Berry’s ”Johnny B. Goode”. Store gevirer pryder væggene, og vi konstaterer lidt efter med et smil, at barens navn, Madams Organ, er et lettere sjofelt, men underholdende, ordspil på nabolagets navn.

Her møder vi en gruppe unge jurastuderende, oprindeligt fra Indiana, men bosat i D.C., hvor de som mange andre arbejder som praktikanter hos kongresmedlemmer eller andre embedsfolk. Da vi fortæller om vores forestående rejse til Rustbæltet, ser de forbløffede på os og udbryder uforstående:

»Hvad har I dog tænkt jer at lave der?«

For dem er det ”Trump-country”. Det er konservativt, ultrakristent og langt fra deres værdier. De råder os desuden til at passe på, da området er et af USA’s fattigste. Som studerende på et stramt budget og grønskollinger, når det kommer til at rejse i USA, har vi planer om at reducere vores rejseomkostninger ved at slå telt op, hvor det er muligt eller overnatte hos folk, der vil give os husly.

Vi når ikke at fuldføre sætningen, før vores nye bekendtskaber gør det klart, at det i USA kan være dødsensfarligt bare at køre op til et tilfældigt hus og banke på døren, fordi man ligesom med Habakuk fra Anders And risikerer at blive skudt for trespassing – og ja, i skoven er der også bjørne.

Hårdt arbejde, hårdere stoffer

Med vores venners kloge formaninger drager vi mod vest og når efter et par timer foden af Blue Ridge Mountains: en del af bjergkæden Appalacherne, der skiller Virginia og West Virginia. Via de amerikanske back roads runder vi en bjergtop, og mens vi synger med på John Denvers ”Country Road”, triller vi i fuld fart ind i The Mountain State.

Store trucks af mærket Dodge og GMC fylder vejene mod Charleston, West Virginias hovedstad. Her er D.C.’s unges hawaiiskjorter og sneakers erstattet af støvler, blue jeans, T-shirts og kasketter. West Virginia er også en naturskøn frontier, meget tæt på USA’s urbane østkyst. Bjergene er træklædte, og små gårde indtager bunden af grønne dale. Området rev sig løs fra Virginia under borgerkrigen, ikke pga. uenighed om slaveriet, men fordi de ikke følte sig repræsenteret af det flade, plantagefyldte Virginia for foden af bjergene.

Staten er dog også hjemsted for kul og hårdt manuelt arbejde. Det står som en stærk kontrast, når man runder et hjørne, og enorme skorstene og røgsøjler tårner sig op fra savværker eller kulminer. Jernbanerne snor sig ligesom floderne igennem landet og dikterer byernes placering.

Efter en nat i Appalacherne, hvor bjørnene heldigvis glimrer ved deres fravær, ankommer vi til Charleston henunder aften. Hovedstaden – en samling af kolossale parkeringshuse, et nyt konferencecenter, lurvede moteller og en hovedgade – fremstår søvnig og dødstille. Da vi går rundt i byens dunkelt belyste downtown, møder vi kun stofmisbrugere, der fra parkeringspladser og bænke stirrer frem fra gydernes mørke. Til sidst finder vi en åben bar, The Blue Parrot, et enormt lokale med et godt udbud af tequila og musik strømmende ud af jukeboksen.

Her møder vi Roy Johnson, en 23-årig kok, der er droppet ud af college for at forfølge en musikkarriere. Vi spørger ham om livet i West Virginia og om stofmisbrugerne på gaden udenfor.

»West Virginia er en stat for manuelt arbejde, og når man arbejder med manuelt arbejde, opstår der let skader. Lægerne giver dig først opioider – morfin, du ved – men når det ikke længere er nok, søger du efter hårdere stoffer.«

Roy er selv glad for West Virginia, dets bjerge og mennesker. Han vil ikke bo noget andet sted. Han drømmer dog om, at musikkarrieren kan bringe ham lidt mere rundt i USA.

Coal Keeps The Light On

I USA udgør nummerpladerne en lille fortælling om hver stat. I North Carolina skriver de stolt »First In Flight«: det var her Wright-brødrene foretog menneskehedens første flyvning. Nummerpladerne kan også være politiske udsagn. I D.C. skriver de »No Taxation Without Representation«: en reference til, at staten pga. dens rolle som føderalt distrikt ikke har repræsentanter med stemmeret i Kongressen.

Nummerpladerne i Kentucky, som er vores næste stop gennem Rustbæltet, er ingen undtagelse. Borgerne i delstaten, der i øvrigt både er fødested for Abraham Lincoln og Muhammed Ali, er stolte over deres lange, traditionsrige kulminedrift. »Coal Keeps The Light On,« står der på nummerpladerne.

Minedrift har traditionelt været statens største beskæftigelse og bogstaveligt talt holdt lyset tændt hos mange af de fattigste familier i Kentucky. I Lexington, Kentuckys næststørste by, lægger vi vejen forbi CCI, byens ældste dive bar. Her møder vi Michael Peters, Neal Dickey og Matthew Donnely. Neal Dickey og Matthew Donnely er studerende på det lokale universitet, University of Kentucky, og Michael Peters arbejder med vejskader.

Delikat navigerer vi rundt om stedets eneste regel, der står skrevet over bardisken: NO POLITICS! Skiltet blev sat op, efter at to ældre stamkunder røg i totterne på hinanden op til præsidentvalget i 2016. Over en bourbon fortæller Michael Peters, at han er positiv over for Biden-administrationens Inflation Reduction Act, og alle steder i staten ser han nye veje og infrastruktur blive bygget:

»Det skaber masser af blue collar jobs,« siger han og henviser til job inden for f.eks. byggebranchen. Selvom han ikke har været den største fan af den afgående præsident, sammenligner han lovgivningen med den legendariske amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts New Deal: et sæt af offentlige byggeprojekter, der havde til formål at få USA ud af krisen efter Den Store Depression i 1930’erne.

Neal Dickey og Matthew Donnely er mindre optimistiske for områdets udsigter.

»Kentucky er et godt sted, hvis du vil drikke dig plørefuld i god alkohol, få dig en dårlig uddannelse eller spille dine penge væk på hestevæddeløb,« udbryder Donnely.

Staten har rigtignok et problem med uddannelse, hvor man er rangeret på en 36. plads i USA. Bourbondestillerier finder man dog i massevis, og hvis man ikke har besøgt den enorme edwardianske væddeløbsbane Churchill Downs i Louisville, KY, går man glip af noget.

En rejse i fortiden

Ad samme rute som tusindvis af økonomiske flygtninge tog mod nord i 1980’erne til Midtvestens bil- og stålindustri, ankommer vi nogle dage senere til Middletown.

Udover at være hjemby for J.D. Vance, Trumps vicepræsidentkandidat, er byen også hjemsted for et enormt stålværk. Vi parkerer på en sidegade til byens søvnige Main St. Som taget ud af Dire Straits ”Telegraph Road” har mange af gadens butikker for længst solgt deres sidste søm og skruer.

Mannequindukker står i golde butiksruder og peger nøgent og spøgelsesagtigt ud i intetheden. Det er dog kun den ene halvdel af fortællingen, for da vi fortsætter lidt længere ind mod byens gamle centrum, krydser vi flere små butikker, der med deres nymalede facader i stærke farver står i stærk kontrast til de lukkede butikker. Vi bliver mødt af et enormt vægmaleri, der skildrer byens stolte historie, der begyndte som vigtigt handelscentrum på Miami/Erie-kanalen fra 1825.

Som vi senere finder ud af, er byens indbyggere gjort af et særligt stof, og de kæmper med næb og kløer for at holde fast i byens skønhed og fællesskab. Vi har knap nok mødt en sjæl, da vi lægger mærke til en imponerende menneskestrøm, der valfarter mod det, der viser sig at være Middletown Methodist Church. Det er hverken dæmonuddrivelse eller flyvende præster, der tiltrækker – men en klarinetkoncert arrangeret for byens indbyggere, hvor man hver første fredag i måneden kan deltage ganske gratis.

Ved indgangen til kirken møder vi Mary-Ellen Clinard, som – finder vi senere ud af – har været musiklærer for J.D. Vance. Hun fortæller, at alle er velkomne, og arrangementerne er en måde at holde gang i fællesskabet i en by, der i stigende grad består af ældre. Hun er ikke selv fra Middletown, men ser en principiel vigtighed i at holde byer som Middletown i live.

Efter koncerten falder vi i snak med Tom Heberling, der som så mange andre mænd i Middletown har arbejdet for byens stålværk.

»Stålværket startede i 1899 under navnet ARMCO og voksede sig hurtigt til en verdensomspændende virksomhed med forretninger i både USA, Canada og Europa. Så kom krisen i 1980’erne, og virksomheden indgik et partnerskab med det japanske selskab Kawasaki til mange af arbejdernes store fortrydelse.«

Efter fusioneringen kæmpede Middletowns virksomhed bogstaveligt talt for sin overlevelse indtil 2020, hvor selskabet igen kom på amerikanske hænder, da det blev købt af Cleveland Cliffs, en af USA’s største stålvirksomheder.

»Den nye ledelse er god. Det første, den nye CEO gjorde, var at hilse personligt på alle medarbejderne på værket,« siger Tom Heberling. Det var, tilføjer han, ikke tilfældet, da ledelsen befandt sig i Japan.

Da vi forlader byen, passerer vi det tidligere ARMCO, hvor enorme skorstene pulser mørk røg ud fra gigantiske fabrikshaller. Mod den mørke himmel står flammerne fra værkets raffinaderier i stærk kontrast til himmelens dunkle baggrund.

Nye superfabrikker og kultursteder

Vi lægger Middletown bag os og bevæger os fra fortiden ind i fremtiden – nærmere bestemt Silicon Heartland, der er hjemsted for mikrochipvirksomheden Intels nye superfabrik uden for Columbus, Ohio.

Fabrikken, der – når den står færdig – kommer til at dække et område på størrelse med 500 fodboldbaner, er en investering på mere end 190 milliarder kroner. Intel selv estimerer, at det vil skabe 3.000 job i firmaet, når byggeriet er færdigt, samt 7.000 nye jobs i byggefasen.

Selve området er kolossalt og består også af byggerier for bl.a. Amazon, hvis datacentre skyder op over hele USA. Store, anonyme bygninger uden logo. Efter at de er blevet overbevist om, at vi ikke er kinesiske spioner, finder vi med hjælp fra et par venlige byggefolk endelig frem til Intels milliardbyggeplads. Farverige kraner tårner sig op fra en ellers flad mark. Området er grundigt afspærret, men byggepladsens sjakbajs Eddie Lawson vil gerne tale med os:

»Det er længe siden, at det har gået så godt som nu. Arbejdsløsheden er faldet, økonomien er i bedring, og indbyggerne i området lader til at have fået mere tro på fremtiden,« fortæller Eddie Lawson, som har boet i området hele sit liv.

I Bethlehem, Pennsylvania, er ilden fra byens skorstene derimod for længst slukket, men lysene og projektørerne, der møder os, da vi ankommer, tilhører et nyt kulturcenter, der er opstået i ruinerne ved et af USA’s mest sagnomspundne stålværker. Bethlehem Steel leverede bl.a. stålet til San Franciscos Golden Gate Bridge og materialerne til flere af USA’s største krigsskibe.

Selskabet gik imidlertid konkurs i 1991 efter mere end 100 år i byen. Efter mange år som en skygge af sig selv er værket i dag blevet omdannet til et frivilligt drevet kulturcenter med musik og kunstudstillinger.

Den aften vi er i byen, spiller en søskendeflok på fem fra Santa Ana, Californien, 60’er rock’n’roll. Før bandet går på, møder vi Linda Galitis. Hun er 82 år og har hele sit liv boet et stenkast fra Bethlehem Steel. Hun husker den ulidelige støj fra ovnene og den banken, hvormed man slog de lange stålplader, før man lagde dem på godsvogne og sendte dem ud i verden.

»Bethlehem Steel blev hovmodig. De rykkede til et andet større tårn i Downtown, holdt ferie ved kysterne og fløj privatfly. Det var selskabets tragedie,« siger Linda Galitis, der er glad for det nye liv i de gamle industribygninger. Musik og kunst giver liv til området og holder gang i lokalsamfundet. Hun er mærkbart stolt over forvandlingen.

Publikum til aftenens koncert er som Linda Galitis godt oppe i årene. Rustbæltet er beboet af folk, der er mærkbart fattigere end gennemsnittet i USA, men samtidig stolte af lokalsamfundets historie og af områdets naturskønhed med grønne skove, dybe kløfter og store vandfald. Der er mere at komme efter i USA’s glemte region, end storbyeliterne aner.