Fortsæt til indhold

Trump tager sejren: USA's præsidentvalg er afgjort

Republikanernes kandidat Donald Trump har vundet det amerikanske præsidentvalg, oplyser flere internationale medier.

Donald Trump vinder USA's præsidentvalg. Foto: REUTERS/Brian Snyder
Politik

Amerikanerne har valgt.

Donald Trump skal lede USA de næste fire år.

Det står ifølge AP og flere internationale medier klart, efter optællinger allerede tidlig morgen dansk tid pegede mod et flertal af stemmer til Republikanernes kandidat.

Samtidig stod det klart, at Republikanerne havde vundet flertallet i Repræsentanternes Hus – den ene halvdel af USA’s lovgivende forsamling Kongressen.

Donald Trump sad tidligere som præsident for USA i perioden januar 2017 til januar 2021.

Demokraternes kandidat, Kamala Harris, står ifølge nyhedsbureauet AP til at have vundet 224 valgmænd på nuværende tidspunkt.

Trump udråbte sig selv som vinder allerede tidligere på valgnatten, da han holdt tale i Palm Beach, Florida.

»Det er en fantastisk sejr for det amerikanske folk, som vil lade os gøre Amerika fantastisk igen,« sagde han i sin tale.

Han overlod også ordet til sin vicepræsident, J.D. Vance, der kaldte Republikanernes valgsejr for »det største politiske comeback i amerikansk historie«.

Statsledere fra hele verden har i løbet af formiddagstimerne sendt lykønskninger til Trump.

»Jeg ser særligt frem til at styrke forsvarssamarbejdet mellem USA og Danmark sammen med den tiltrædende præsident Trump,« lød det blandt andet fra Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S).

»Vi kender præsidenten. Vi har prøvet at arbejde sammen med ham før,« sagde statsministeren efterfølgende på et doorstep-møde.

Alle stemmer er endnu ikke talt op, men internationale medier konkluderer på baggrund af foreløbige valgdata, at Trump nu har opnået et vindende flertal.

Artiklens emner
Donald Trump