Fortsæt til indhold

Britisk finansminister og centralbank-guvernør ønsker at genopbygge forbindelser med EU

Den britiske finansminister, Rachel Reeves, og Bank of Englands guvernør, Andrew Bailey, opfordrer Storbritannien til at genopbygge båndene med EU, mens frygten for en mulig transatlantisk handelskrig med den amerikanske præsident, Donald Trump, stiger.

Politik
MarketWire

Det skriver Financial Times.

I et meget usædvanligt træk brugte både Reeves og Bailey deres taler ved den årlige Mansion House-middag torsdag til at advare om den økonomiske skade forårsaget af Brexit og behovet for at forbedre handelsforbindelserne med EU.

- Vi står over for strukturelle udfordringer, herunder dem, der er kommet med Brexit. Vi vil ikke omgøre Brexit eller genindtræde i det indre marked eller toldunionen, men vi må nulstille vores forhold, sagde Rachel Reeves.

Både Reeves og Bailey lagde desuden vægt på, at de geopolitiske omgivelser har ændret sig og henviste herunder til samarbejdet med USA.

- Billedet tilsløres nu af effekten af geopolitiske chok og en bredere fragmentering af verdensøkonomien, sagde Andrew Bailey.

Reeves lagde heller ikke skjul på, at hun håber, at Trump ikke vil gennemføre truslen om global amerikansk told på handelspartnere og understregede, at hun vil fortsætte med at bakke op om ”fri og åben handel”.

Interventionen kommer efter, at den britiske premierminister, Keir Starmer, forbereder at forhandle forbedrede britiske handelsbetingelser med EU næste år. Herunder en aftale om forbedre strømmen af fødevarer og anerkendelse af faglige kvalifikationer.