Erhvervsliv og fagforeninger slås om det fremtidige arbejdsmarked og behovet for udenlandsk arbejdskraft

ANALYSE - I dag findes der to udlægninger af situationen på det danske arbejdsmarked de kommende år.

Det første scenarie er det, diverse arbejdsgiverforinger i stigende grad taler meget om. Det handler om direktøren i en dansk virksomhed, som er i evig hård kamp med udenlandske konkurrenter. Han mangler dygtige folk, og trods 131.000 registrerede ledige danskere samt en ledig gruppe uden for den statistik, så er kvaliteten ikke god nok.

De ledige har stået i tomgang for længe, mener direktøren, og de er ikke gearet til de opgaver, der er udsigt til. Hvis hans virksomhed skal overleve, skal han flytte det hele eller centrale dele af den til udlandet. Skal han blive i Danmark - hvilket han allerhelst vil - får han brug for udlændinge. Her handles de højtuddannede til en global markedspris, mens alle lige fra den faglærte håndværker til dem, der er klar på rengøringsjob om natten, kan skaffes til priser et godt stykke under danske priser. Og endnu lavere, hvis man ikke følger overenskomsterne.

På direktørsprog er der ikke gode danske hænder og hoveder nok til at udligne den demografiske udvikling, og dermed er der slet ikke nok, når der igen kommer gang i Danmark og resten af verden. Til den tid skal der tjenes penge, og det potentiale, der opstår, bliver uforløst uden flere hænder. Og til det formål skal der bruges endnu flere udlændinge.

Varm kartoffel

Overfor det verdenssyn står fagbevægelsens opfattelse, som også er den, der er bedst repræsenteret i den offentlige debat, fordi det samtidig er en varm politisk kartoffel: Hvordan sikrer vi flest mulige danskere et job, og hvad gør vi med alle dem, der ikke kan få et?

Det synspunkt vejrer nu morgenluft, for efter fem år med krisestemning, fyrede medlemmer i titusindvis, en halveret dagpengeperiode, et fordoblet genoptjeningskrav, langt over 100.000 tabte arbejdspladser, containervis af nulreguleringer af lønningerne og »ansvarlige overenskomstaftaler« er der nu endelig - endelig - et par lysglimt for enden af tunnelen.

Nu skal medlemmerne i arbejde. De skal videreuddannes, omskoles og opgraderes, så de er klar til at ræse ud i virksomhederne og tage de jobs, der nu ser ud til at blive ledige. Udlændingene må gerne komme hertil, men det skal ske på danske vilkår – og hvorfor så ikke give arbejdet til danskere i stedet? Danske job til danske hænder og hoveder.

På fagforeningssprog skal hullet fyldes med de førnævnte ledige og et øget samfundsansvar fra virksomhedernes side: Virksomhederne skal udover at give de ledige et job også gøre det muligt, at den ufaglærte kan blive faglært, og at den faglærte kan blive løftet til et akademisk niveau - oftest omtalt som »det dobbelte uddannelsesløft«. Oven i det skal de tage flere lærlinge, så de på sigt skaber grundlaget for den faglærte arbejdskraft, de selv siger, de kommer til at mangle.

Det finurlige er derfor, at begge sider er enige om, at der er et hul i arbejdsmarkedet, der skal fyldes. Præcis hvornår, er svært at sige, og præcis hvor mange, der er brug for, er heller ikke nemt.

Svært at få øje på

Men kernen i finurligheden er, at der ikke rigtig er et hul målt på antallet af kroppe, men på kompetencer. Med diverse fremskrivninger er der udsigt til, at danskere og de indvandrere, vi tror vil komme baseret på, hvor mange der tidligere er kommet, ser ud til at lukke hullet efter de store årgange, der går på pension de kommende år.

Den store udfordring for arbejdsgiversiden er dermed, at der i dag og de næste par år reelt ikke er et stort problem, der kan føles og forstås ude ved kakkelbordene eller på Christiansborg, som de seneste år har givet lempeligere vilkår samt skatte- og afgiftslettelser, mens arbejdsmarkedets parter sideløbende har indgået smalhalsaftaler i overenskomsterne.  Der er stadig tvivl om, hvor langt hen ad startbanen det økonomiske opsving er nået, og nu taler virksomhederne allerede om behov for at få udlændinge til landet.

Den brændende platform mangler, og det blev rigtig tydeligt i sidste uge. Her havde landets største erhvervs- og interesseorganisation DI sat behovet for udenlandsk arbejdskraft på dagsordnen til sit årlige topmøde. For at italesætte udfordringen havde DI bl.a. spurgt 500 medlemsvirksomheder, om de forgæves har prøvet at besætte ledige stillinger inden for det seneste år. »Ja« sagde 30 pct., og problemet var klart: Trods 131.000 ledige danskere kan virksomheder i dag ikke få den nødvendige arbejdskraft, der er flaskehalse på vej og dermed presses lønnen.

Et scenarie, vi sidst så i 2006, lød det fra adm. direktør Karsten Dybvad, der ikke ønskede at komme tilbage til de løsslupne før-krisetider.

Virksomhederne vil forlade landet uden kvalificeret arbejdskraft, lød den underliggende trussel, og for at understrege pointen havde man peget på fagforbundene Dansk Metal og El-forbundet, hvor der i nogle områder er ledighed på 2 pct. eller under. På et spørgsmål om, hvorvidt Dybvad kunne nævne en virksomhed, der havde forladt Danmark, fordi man manglede kvalificeret arbejdskraft, var hans svar »nej«.

Desværre for de 1000 erhvervsledere på tilhørerpladserne i Forum i København blev deres ønsker om bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft skudt i smadder. Først af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der lå på fagforeningernes linje, og dernæst af oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen (V), der dog gerne vil gøre det nemmere for arbejdskraft fra udvalgte lande at komme hertil.

Den politiske lydhørhed giver ikke forventninger om, at DI og resten af arbejdsgiverkredsen kommer til at tælle til 90 lige foreløbig, og hos de to førnævnte forbund - samt den øvrige LO-familie - hedder de tre bedste løsninger på at lukke hullet og skabe vækst »uddannelse, uddannelse og uddannelse«.

Kun 4 pct.

Pt. er der også andre tal, der taler imod arbejdsgivernes mission. Eksempelvis viser den seneste opgørelse i foråret over virksomhedernes forgæves rekruttering fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at 4 pct. havde søgt forgæves, og undersøgelsen baserer sig endda på rundspørge til 13.647 virksomheder, som svarer, at de primært mangler rengøringsfolk, it-specialister, tømrere og salgskonsulenter.

Oven i det viser en opgørelse fra den offentlige hotline, der blev oprettet 1. april og som virksomheder kan ringe til, hvis de har akut brug for arbejdskraft, at der har været 51 opkald i det første halve leveår. Det svarer i runde tal til et opkald hver 3. dag fra puljen af alle danske virksomheder.

Endelig har De Økonomiske Vismænds rapport i tirsdags trods den obligatoriske akademiske usikkerhed fastslået, at der ikke er et problem i dag og at man heller ikke forventer et frem mod 2020.

Arbejdsgiverne vil fortsætte deres kamp for at råbe op om et problem, de ikke har opbakning til fra politisk eller fagligt hold, men som begge lejre af modstandere nok er klar over vil opstå. De ved blot ikke, hvornår eller i hvor stort omfang.

Men sådan er vilkårene nogle gange, når man kæmper for at få en brændende platform.