Liberal Alliances reklamebagmand: De kalder os et farligt parti

Da passagerflyet med Søren Kenner, formand for Liberal Alliances Visionsgruppe, lander i Pyongyang Sunan International Airport, har han netop set to timers nordkoreansk propaganda på tv-skærmen ombord. 

To unge asiatiske kvinder iklædt militær sygeplejeuniform spiller guitar i videoen, mens de danser rundt til et lydspor, der minder om tysk tyrolermusik med et koreansk twist.

Kampklædte soldater, kampvogne og jagerfly ruller forbi bag de to dansende kommunistiske skønheder.

Propagandafilmen er absurd, men det er kritikken af rejsen, som den 52-årige reklamemand i oktober foretog med partifællerne Lars Seier Christensen og Anders Samuelsen, også.

Jyllands-Posten kaldte på lederplads besøget flovt. Kenner afviser kritikken som »komplet idiotisk«.

»Det er kun i den danske andedam, at det er et issue,« siger Kenner.

»Er det flovt for dem, der tog til Østtyskland før Berlinmurens fald? Tror du ikke, at der er nogen, der arbejder på Jyllands-Posten, der besøgte landet dengang – skulle de så stadig være flove?«

Men de penge, som I brugte dernede, ryger jo delvist i regimets lommer?

»Tja, men jo mere man snakker, handler og deler med andre – også selvom man er uenige i måden at bygge et samfund – desto bedre. Det er da bedre end at lade være.«

I offentligheden er Søren Kenner den ukendte af de tre liberale partikammerater. Det gør ikke hans indflydelse i partiet mindre. Han står i spidsen for Visionsgruppen, der er med til at støbe de politiske kugler, mødes ofte med partiets topfolk, og spillede en afgørende rolle, da partiets fire mærkesager tog form for små seks år siden.

Pressen har kaldt Søren for partiets pengestærke reklamebagmand, og han står gerne ved sine penge på kontoen. Han tjente knap 60 mio. kroner, da Mccann Erickson købte hans reklamebureau i 1997. Og selvom »han har haft det sjovt« er der nogenlunde det samme tilbage nu, siger han. Det bekræfter det seneste årsregnskab fra hans primære selskab.

»Liberal Alliance dæmoniseres i helt vildt omfang. Altså, landets fødevareminister skriver kronikker, hvor han udnævner os til et farligt parti,« siger Kenner, der netop er startet som fast debattør på Finans.

»De her angreb er altid identiske. Man siger, at vores politiske projekt går ud på, at de fattige skal dø i rendestenen, hospitalerne lukkes og folk jages ud af plejehjemmene, fordi så får de rige det bedre. Så siger man, at det er man selvfølgelig modstander af, og det er frygteligt, at sådan nogle mennesker som Liberal Alliance deltager i den politiske debat.«

»Det er nemmere at bygge sådan nogle stråmænd op, som er komplet latterlige i stedet for at forholde sig til det konkrete i situation.«

Hvad er den da?

»At Liberal Alliance er et social-liberalt parti, som har en skattepolitik, der i europæisk sammenhæng er midtersøgende. Og som kærer sig om, hvordan man på sigt fastholder den danske velfærdsmodel, som vi gerne vil have her i landet.«

»Det kan man ved at gøre den offentlige sektor mindre bureaukratisk. Vi bruger så mange penge på administration, projektmageri, tomt arbejde, alle mulige støtteordninger og tiltag. Der skal flere ressourcer til det, man kalder kernevelfærden.«

Men reglerne opstår vel, fordi de har et klart formål for borgerne?

»Jeg er uenig. Når vi sætter et eller andet bureaukratisk skib i søen, så bliver det som regel bare ved med at sejle derudad. Det er en af grundene til, at den administrative sektor er ved at segne under sin egen vægt.«

»Den offentlige sektor bliver per definition større og større og dyrere og dyrere med mindre du beslutter dig for at gøre noget ved det.«

Kenner ligner ikke en politisk bagmand i sin løstsiddende sorte poloskjorte og kasket, selvom hans fysiske fremtræden giver visse paralleller til en ældre - men større - Marlon Brando.

»Det er også vigtigt, at det hedder Liberal Alliance og ikke alt mulig andet. Det er ikke er en ideologisk drevet bevægelse med en bestemt retning. Det er nogle folk, der gerne vil et samfund, hvor civilsamfundet fylder mere, formynderiet fylder mindre, hvor økonomien er mere liberal og hvor folk bestemmer mere selv.«

Kenner ser gerne et opgør med lighedstanken.

»De mange regler skaber en monokultur, hvor folk er meget ens, interesserer sig for de samme ting, taler om det samme, har de samme værdisæt. Den homogenitet er god, fordi den skaber tillid, tryghed, fællesskab og sammenhængskræft. Men det har også dystre sider.«

»Hvis vi alle sammen bevæger os i den samme retning, er der mange ting, vi ikke ser. Hvis vi har et samfund, hvor folk interesserer sig for forskellige ting, er vi tilsammen bredere og kan meget mere.«

Synes du det danske samfund gør os meget enstænkende?

»Ja. Du har en lille herskende elite, der består af Politiken-segmentet, journalister, Christiansborg-teamet, nok også mig selv, og cafe-latte folk med gode uddannelser og projektmagerbaggrund. De taler ens og fordeler landets goder til hinanden.«

»Så har du en masse folk, der bare prøver at få enderne til at mødes, som bare gerne have deres familie, deres arbejde, og deres liv, som de nu vil. Men de forvandles til velfærdsjunkies. For vi har bygget et system, hvor vi afleverer halvdelen eller mere af den værdi, vi skaber, til en tredjepart, der forvalter den for os, og som giver os nogle ting tilbage. Men nu havner vi i en situation, hvor hvis man ikke får de ting tilbage, så kan man ikke klare sig selv. Du er i et afhængighedsforhold. Du er holdt op med at være en borger og blevet en slags undersåt.«

Det lyder som Erik Meier Carlsens analyse i De Overflødiges Oprør, hvor han siger, at eliten ikke forstår og ikke fører politik for de store grupper i samfundet, som marginaliseres af globalisering?

»Jo, men hans analyse var, at løsningen er mere ligemageri. At hvis vi alle sammen bliver endnu mere ens og rykker endnu mere ind på midten, så blive det bedre. Det tænker jeg er forkert. Det er opløsningen af homogeniteten, der er løsningen: hvor velfærdsmodellen er intakt, men du træffer flere beslutninger i dit liv, og hvad du synes er godt for dig.«

»Hvis du lever i et lommepengesamfund, hvor du betaler en 75 pct. marginalskat – hvis man lægger alle de skatter og afgifter man betaler sammen – og så leverer samfundet en stor mængde ydelser tilbage til dig, som du ikke har nogen valgfrihed imellem. Hvor meget bestemmer du så egentlig selv?«

»Jeg er virkeligheden bare en gammel hippie, der vil have lov til at være, som jeg er.«

Så konklusionen er, at vi skal have et mere adskilt samfund?

»Vi skal have et frit valg samfund. Vi skal sørge for, at dem, der ikke kan klare sig selv, får den hjælp, de har brug for.«

Hvad snakker vi om her – kontanthjælp og dagpenge?

»Dagpenge er jo et forsikringssystem og kontanthjælp skal man da i hvert fald have. Og alle skal have adgang til god uddannelse og adgang til et sundhedsvæsen, der fungerer.«

Hvad er dit idealsamfund?

»Schweiz. Danmark og Schweiz var nogenlunde ens i 50’erne, og stod nogenlunde for det samme. Men vi valgte at gå ned af den sti, hvor vi opbyggede den socialdemokratiske velfærdskolos med mere og mere administration, der barberer services væk fra borgerne. Schweiz er meget mere decentral, og borgerne har langt større selvbestemmelse. De har et skattetryk på mellem 28 og 32 pct. og kun syv ministerier. Vi har 19.«

Du bor på Malta. Kan du forstå, hvis danskere finder det bekymrende, hvis et parti, hvor to af de bærende kræfter bor i Schweiz og på Malta, sætter den politiske dagsorden i Danmark?

»Det gør vi heller ikke. Det er folketingsgruppen for Liberal Alliance, der definerer, hvilken vej vi går. Vi er en ekstrem flad organisation, hvor bl.a. jeg og Lars [Seier Christensen] giver indspark, men ingen af os er politikudviklende. Og det ville nok også være forkert, hvis vi var.«

Hvis du kunne få et politisk forslag gennemført, hvad skulle det være?

»At vi var mere faktuelle i debatten. At vi holder styr på fakta, og snakker om det, som folk reelt siger – ikke hvad folk påstår, at andre folk siger.«

Kan du give et eksempel?

»Liberal Alliance foreslår at hæve bundfradraget til 84.000 kr. og finansiere det via produktivitetskommissionens forslag. Tanken er, at man kan spare 10 pct. i den offentlige sektor ved at gøre den mere effektiv. Når man så hører Socialdemokraterne spørge "er det sygeplejersker eller hjemmehjælpere, du skal fyre?", så tænker jeg: hold nu op. Jeg får lyst til at slå hovedet ind i en mur, så dumt er det. Vi burde da kunne snakke om, hvordan vi får mindre bureaukrati uden at det manipuleres til, at vi skal fyre sygeplejersker.«

»Min største bekymring, er, at vi fortsætter den nuværende kurs, hvor vi får en stor homogen middelklasse, der insisterer på at holde fast i de goder, den skraber sammen – som har magt, fordi de har stemmetyngde. Det vil betyde, at de svageste i samfundet presses ud over kanten.«

»Det er for mig at se konsekvensen af den fortsatte frembrusning af den socialdemokratiske velfærdspolitik.«