G20: Nu skal der skabes vækst, vækst, vækst og job, job, job

BRISBANE – Et af de mest produktive globale topmøder nogensinde.

Sådan sammenfatter værten, Australiens premierminister Tony Abbott, resultatet af dette års G20-topmøde i Brisbane, der netop er slut.

Det er da også indiskutabelt, at intet globalt topmøde i nyere tid har produceret så mange ord som dette.

Selve slutkommuniquéet fylder kun tre sider, men bilagene løber op i hundreder af sider.

Den centrale beslutning er, at den verdensøkonomiske vækstrate senest i 2018 skal være mindst 2 procentpoint højere, end den ellers ville have været, hvilket i praksis vil sige omkring 6 pct.

En vækstrate på dette niveau fra 2018 vil betyde, at det globale bruttonationalprodukt vil kunne være fordoblet i 2030.

På forhånd har der været lagt op til, at dette topmøde skulle være mere resultatorienteret end de otte foregående; især med henblik på at skabe vækst og beskæftigelse.

»Det er en ambitiøst målsætning, men den vil kunne styrke verdensøkonomien med 2.000 milliarder dollars (11.970 mia. kr.) og skabe millioner af nye job. Vi vil indfri målsætningerne gennem øgede investeringer, friere handel og øget konkurrence. Foruden vækst og jobskabelse er tillægsgevinsten, at millioner af fattige vil blive løftet ud af fattigdom,« siger Tony Abbott.

I månederne forud for topmødet her i Brisbane har G20-landene til de australske værter skullet fremsende nye, konkrete initiativer, der alle har skullet leve op til kravene om at kunne effektueres inden for kort tid og senest i 2018 kunne løfte den økonomiske vækstrate med mindst 2 procentpoint ud over de forventede vækstrater.

Den Internationale Valutafond (IMF) og OECD har derpå haft til opgave at gennemgå de hen ved 1.000 forslag og foretage konsekvensberegning samt ikke mindst sikre, at der vitterligt er tale om nye initiativer og ikke eksisterende forslag i en ny indpakning.

Samtlige disse forslag er blevet offentliggjort her til eftermiddag i Brisbane.

Der vil nu hvile et ikke ubetydeligt pres på de enkelte lande for at gennemføre initiativerne og dermed skabe den øgede vækst og beskæftigelse, der er ambitionen. Formålet med offentliggørelsen er netop, at befolkningerne skal kunne holde regeringerne op på de løfter, der er afgivet i Brisbane.

Mange forslag vil være koncentreret om infrastrukturinvesteringer, som der er almindelig enighed om vil kunne skabe ganske mange arbejdspladser og bidrag til økonomisk vækst på grund af den afledte effekt for samfundsøkonomien.

Omvendt er store statslige infrastrukturprojekter i mange lande kilder til korruption, og derfor påhviler der nu G20-landene en særlig opgave med at forhindre korruption i at ramme de skitserede projekter.

Forskere i G20 Research Group ved University of Toronto i Canada vurderer, at korruption reelt er den tredje største sektor af verdensøkonomien.

»Al forskning viser, at korruption skaber mere økonomisk ulighed end stort set alt andet, og da den globale ulighed er stigende, bliver kampen mod korruption så meget vigtigere,« siger professor John Kirton fra University of Toronto.

Beregninger viser, at hvis verdensøkonomien i de seneste seks kriseår var vokset i samme tempo som i perioden 1998 til 2005, ville den gennemsnitlige lønmodtager i dag producere 8 pct. mere, end tilfældet er i dag.

Med udgangspunkt i disse data har Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) beregnet, at der i G20-landene i dag er 62 millioner færre job, end der ville kunne have været, hvis finanskrisen ikke var kommet, oplyste ILOs generaldirektør Guy Ryder her i Brisbane.

»Uden en konsekvent indsats vil dette gab stige til 81 millioner færre job i 2018,« sagde ILO-chefen.

Tilsvarende kunne Roberto Azevêdo, generaldirektør for Verdenshandelsorganisationen WTO, fortælle, at mens verdenshandelen i perioden 1980 til 2007 i gennemsnit steg med 6 pct. om året, ventes den kun at stige med 3,1 pct. i år og 4,0 pct. næsten år.

Et konkret resultat er, at der nu oprettes et globalt infrastrukturcenter, der med et firårigt mandat skal udveksle viden omkring infrastrukturinvesteringer, især Offentligt-Private-Partnerskaber (OPP), men også omkring adgangen til medfinansiering fra udviklingsbanker og internationale organisationer.

Tilsvarende har G20-landene nu sat sig som mål, at forskellen mellem mænds og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet skal være mindsket med 25 pct. i 2025. Dette vil, siger slutkomminuquéet, integrere 100 millioner kvinder på arbejdsmarked.

Dog er der en kattelem, da det understreges, at nok er målet 25 pct. i 2025, men det skal respektere »nationale omstændigheder«.

Af andre beslutninger skal nævnes, at det frem over ikke skal være skatteyderne, der skal redde banker, der er for store til at måtte gå ned. Fremover er det bankernes aktionærer og kreditorer, der må bære denne byrde.

Klimaforandringerne har fået sit eget afsnit, selv om de australske topmødeværter egentligt ikke ønskede det, men nu har G20-landene forpligtet hinanden til at søge en ny global klimaaftale ved FN’s 21. Klimatopmøde i Paris næste år.

Endelig vil internationale virksomheder skulle påregne, at der nu er større global enighed om at reducere mulighederne for skattearbitrage. Det skal dels ske gennem automatisk udveksling af afgørelser i skattesager. Dels ved at ændre national lovgivning, så det bliver sværere for internationale virksomheder og deres rådgivere at udtænke legale konstruktioner, der reducerer deres skattebetaling.

»Det er uacceptabelt, at store internationale koncerner kan slippe med at betale nogle få procent i skat af deres overskud, mens det små og mellemstore virksomheder, der skaber langt de fleste nye arbejdspladser, må betale en langt større procentdel,« fastslår Tony Abbott.