Minister skrotter sit eget åbenhedsregister
Mens et politisk flertal vil gøre det obligatorisk for folketingspolitikere at oplyse økonomiske interesser ved siden af arbejdet på Christiansborg, har skatteminister Benny Engelbrecht (S) sløjfet sit eget lobbyregister.
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) har i årevis været en af Folketingets mest ivrige fortalere for at få oprettet et obligatorisk lobbyregister, som de folkevalgte på tinge skal registrere sig i for at øge åbenheden om den politiske proces og de bagvedliggende økonomiske interesser.
Men efter at han tiltrådte som minister i begyndelsen af september, er Benny Engelbrecht holdt op med at opdatere sit private lobbyregister. Efter grundige overvejelser er han kommet frem til, at der slet ikke skal være et register, mens han er minister.
»Jeg tror, at jeg udelader lobbyregistret, da det ikke er aktuelt længere,« siger han.
Ifølge Benny Engelbrecht er det tilstrækkeligt, at han opgiver, hvad han har af økonomiske interesser.
»Som minister er jeg forpligtet til at opgive, ikke bare hvad jeg selv har af økonomiske interesser nu, men også hvad jeg har haft, og også hvad min hustru har af indkomst.«
Lobbyregistret, som han i sin tid forsøgte at pådutte alle andre folketingsmedlemmer, var blot en forsøgsordning, siger han.
»Det er rigtigt, at jeg kørte et forsøg med et lobbyregister. Nu er jeg omfattet af ministeråbenhedsordningen, og så har jeg lagt det forsøg på køl. Men det er da min plan, at når jeg ikke længere er minister, fortsætter forsøgsordningen. Jeg ved ikke, om det bliver det fuldstændig samme forsøg, eller om det bliver tænkt anderledes.«
Da du tiltrådte som minister i september, blev du spurgt til, om du kunne fortsætte dit lobbyregister, og du svarede, at du først skulle undersøge reglerne, der gjaldt for en minister.
»Ja, jeg talte jo rigtig meget om åbenhed – og det gør jeg stadigvæk – men jeg havde ikke tænkt så meget over selve funktionen som minister på det tidspunkt. Jeg havde simpelthen ikke sat mig ind i rammerne. Men jeg har gjort det, at jeg har bedt mit kontor om at være opmærksom på at notere alt, hvad der overhovedet er relevant i forhold til min åbenhedsordning. Derudover handler åbenheden for mig nu om rigtig mange andre ting. Først og fremmest at Skat skal være en mere åben organisation.«
Hvis vi nu skal vende tilbage til dig selv og din åbenhed i forhold til dit lobbyregister, føler du så, at du er så åben, som du kan være som minister?
»Det ved jeg ikke, om jeg er. Men jeg er ikke færdig med at afsøge mulighederne for at skabe mere åbenhed, og man vil sikkert også se, at jeg kommer til at tage nogle forskellige initiativer på nogle områder, hvor man går længere på det punkt, end man har gjort tidligere. F.eks. med hensyn til åbenhed på skatteområdet. Det behøver ikke nødvendigvis at handle om mig, men også om den måde, Skat arbejder på.«
Hvor meget har din åbenhed ændret sig, fra før du var minister, til efter at du blev minister?
»Jeg fortæller i virkeligheden mere om mig selv nu, end jeg gjorde som folketingsmedlem. Selve det, at alle kan se ikke bare mine nuværende og tidligere økonomiske interesser, men også min hustrus, er jo noget, som følger med det at være minister. Man kan dårligt tillade sig at slå en prut i offentligheden, uden at alle lægger mærke til det.«