Ministerier bryder regler om indkøb
Siden 2012 har ministerierne haft pligt til at indberette planer for indkøb af alt fra vaskemaskiner til miljørådgivning, men ingen gør det. Pinligt og kritisabelt, mener både virksomheder og erhvervsorganisationer.
19 ministerier. Nul indkøbslister.
Siden marts 2012 har ministerierne haft pligt til hvert år åbent at fremlægge kommende planer for indkøb af alt fra opvaskemaskiner til forbrugerundersøgelser og togdrift, men ikke et eneste ministerium lever op til reglerne.
»Det er pinligt, at det ikke bruges mere, når det er en pligt for ministerierne at gøre det. Når der er nogle retningslinjer for staten, bør vi kunne gå ud fra, at man vil følge dem,« siger Mette Rose Skaksen, branchedirektør i DI Service.
Ministeriernes indkøbsplaner skulle ellers have været annonceret på hjemmesiden udbud.dk, der siden 2012 har samlet de danske offentlige udbud, så leverandørerne lettere kan klikke sig frem til opgaverne. Indkøbslisterne skulle dermed hjælpe virksomhederne til bedre at forberede sig på de opgaver og produkter, som ministerierne vil få brug for, hvilket skulle styrke konkurrencen, så staten får både skarpere tilbud og bedre priser.
Det er pinligt, at det ikke bruges mere, når det er en pligt for ministerierne at gøre det. Når der er nogle retningslinjer for staten, bør vi kunne gå ud fra, at man vil følge dem
»Det er stærkt kritisabelt, at ministerierne ikke kan overholde de regler, som de har sat op for sig selv. Hele pointen er, at ministerierne skal være gennemsigtige, så man kan se, hvad der er på vej, så man kan forberede sig. Men når ministerierne ikke overholder deres egne regler, så er det svært,« siger Jakob Scharff, markedschef i Dansk Erhverv.
En opgørelse fra 2013 viser, at staten købte varer for 40 mia. kr. og tjenesteydelser for 21 mia. kr. hos private virksomheder. Mange statslige institutioner har gennemført et højt antal udbud, siden reglerne trådte til i 2012, men ingen af ministeriernes indkøb er endt på en årlig indkøbsliste.
»Det er en fælles interesse at have åbenhed, så vi sikrer, at vi bruger vores fælles skattekroner bedst muligt,« siger Mette Rose Skaksen.
I Finansministeriet, der har ansvar for, at ministerierne følger reglerne, henvises til Moderniseringsstyrelsen, og her er det en ren tilståelsessag.
»Det er ministeriernes ansvar at efterleve cirkulæret, men Moderniseringsstyrelsen kan konstatere, at der ikke i tilstrækkeligt omfang sker offentliggørelse af ministeriernes indkøbsplaner på udbud.dk,« lyder det i et skriftligt svar fra vicedirektør Hanne Petersen, der nu vil se på om de nuværende regler skal ændres.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.